Mange demenstilfælde kan tilskrives påvirkelige risikofaktorer og deres samspil
En dansk-engelsk forskergruppe har undersøgt forekomsten af 16 modificerbare risikofaktorer for demens i Danmark, samspillet mellem disse og potentialet for at mindske risikoen for demens. Der er tale om et landsdækkende kohortestudie baseret på data fra de danske registre og spørgeskemaundersøgelsen den Nationale Sundhedsprofil, der senest blev gennemført i 2025. Data fra hele den danske befolkning fra 65-årsalderen og opefter indgik i studiet.
Forskerne estimerede, at 37,8 % af forekomsten af demens i Danmark kunne tilskrives de undersøgte risikofaktorer. Alvorlige infektioner (9,4 %), depression (8,7 %) og hjertekarsygdom (7,6 %) var forbundet med det største forebyggelsespotentiale. Derimod kunne sammenlagt mindre end 3 % af alle demenstilfælde tilskrives risikofaktorer som social isolation, lavt uddannelsesniveau, søvnforstyrrelser, rygning, nedsat syn, højt alkoholforbrug og svær overvægt.
Risikofaktorer afhang af blandt andet køn og uddannelsesniveau. Det samlede forebyggelsespotentiale var højest blandt mænd og blandt personer med kort skolegang. Forskerne har i et tidligere studie påvist, at 82 % af ældrebefolkningen har to eller flere samtidige risikofaktorer, hvilket gav anledning til at undersøge samspillet mellem faktorerne frem for at fokusere på én risikofaktor ad gangen. Kombinationer af risikofaktorer med depression, alvorlige infektioner eller hjertekarsygdom viste sig at forstærke risikoen for demens blandt ældre.
Solidt datagrundlag
The Lancet Commission on dementia har i flere omgange, senest i 2024, udarbejdet estimater for, hvor stor en andel af den globale forekomst af demens der kan tilskrives modificerbare risikofaktorer. Men da forekomsten af risikofaktorer varierer fra land til land, kan globale estimater ikke uden videre overføres til en velfærdsstat som Danmark med et veludbygget sundhedsvæsen. Det nye studie skiller sig ud ved at vurdere potentialet for forebyggelse af demens på baggrund af data vedrørende en hel befolkning. Denne metode sikrer konsistens i estimaterne og gør det muligt at rangordne risikofaktorerne efter deres forebyggelsespotentiale. De fleste tidligere studier inden for området er baseret på en kombination af data og estimater fra forskellige befolkningsgrupper og lande, hvilket gør resultaterne mindre konsistente. Et dansk studie fra 2023 estimerede således, at 35,2 % af forekomsten af demens her i landet kunne tilskrives 12 modificerbare risikofaktorer, men resultaterne af de to danske studier er på grund af metodemæssige forskelle ikke direkte sammenlignelige.
Samspil mellem risikofaktorer
Det nye danske studie afsøger mulighederne for at mindske risikoen for demens ud fra en virkelighedsnær og kompleks synsvinkel, hvor der tages højde for kombinationer eller klynger eller af risikofaktorer. Resultaterne understreger behovet for skræddersyede interventioner til forebyggelse af demens baseret på nationale data. Viden om samspillet mellem risikofaktorer udgør en ny forskningsmæssig vinkel. Denne viden er vigtig dels for at kunne danne nye hypoteser om, hvordan demenssygdomme opstår, og dels for at identificere grupper med særlig risiko for at udvikle demens, hvor intervention imod af én risikofaktor måske også kan have en gunstig virkning på andre faktorer.
Selvom resultaterne bekræfter en række allerede påviste statistiske sammenhænge mellem risikofaktorer og demensrisiko, bør man være varsom med at konkludere, at der er tale om årsagssammenhænge. Faktorerne kan måske bidrage til at øge risikoen for demens uden i sig selv at kunne forårsage sygdom. Studiet udgør et vigtigt skridt på vejen mod at opnå en bedre forståelse for samspillet mellem risikofaktorer og demenssygdom og for at kunne udvikle succesfulde interventioner for at mindske risikoen for demens.