Luftforurening knyttet til øget risiko for Lewy body demens

Et registerstudie med mere end 2 mio. ældre danskere finder, at langvarig udsættelse for luftforurening er forbundet med øget risiko for senere udvikling af Lewy body demens og demens ved Parkinsons sygdom.
Danske og amerikanske forskere finder i et nyt studie, at langvarig udsættelse for luftforurening ved bopælen øger risikoen for senere udvikling af Lewy body demens og Parkinsondemens. Foto: Colourbox
Danske og amerikanske forskere finder i et nyt studie, at langvarig udsættelse for luftforurening ved bopælen øger risikoen for senere udvikling af Lewy body demens og Parkinsondemens. Foto: Colourbox

Danske og amerikanske forskere har gennemført et såkaldt populationsbaseret case-kontrolstudie, hvor de undersøgte sammenhængen mellem luftforurening ved bopælen og risikoen for udvikling af Lewy body demens og demens ved Parkinsons sygdom. Der blev anvendt danske, landsdækkende registerdata til at identificere personer, der blev diagnosticeret med enten Lewy body demens eller Parkinsondemens i perioden januar 2001 til december 2021. Begge sygdomme involverer skadelig ophobning af proteinet α-synuklein i hjernecellerne.

To typer af luftforurening indgik i studiet:

  • Ultrafine luftpartikler med en diameter på mindre end 2,5 μm (PM2,5), der er usynlige for det blotte øje, stammer primært fra vejtrafik, skibsfart og andre former for forbrænding. 
  • Kvælstofdioxid (NO2) er en giftig gas, der især stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer. 

Firedoblet risiko for Lewy body demens

Forskerne gennemgik data fra knap 2,2 mio. personer i alderen 65 til 95 år. De fandt 3.024 personer med Lewy body demens, der blev matchet med 30.240 kontrolpersoner af samme køn og alder, og 3.808 personer med demens ved Parkinsons sygdom, der blev matchet med 38.080 kontrolpersoner. Forskerne estimerede hver persons eksponering for luftforurening igennem en periode på 10 år forud for en eventuel demensdiagnose ved hjælp af bopælsadresser og modelbaserede data om luftforurening.

Selv mindre stigninger i eksponering for forurening var associeret med øget risiko for demens efter justering for relevante demografiske, helbredsmæssige og socioøkonomiske faktorer. En stigning på 5 µg/m3 i ultrafine partikler var forbundet med en næsten firedoblet risiko for Lewy body demens (justeret odds ratio [OR], 3,70; 95 % konfidensinterval 2,69-5,10) og mere end dobbelt så høj risiko for Parkinsondemens (OR 2,41; 95 % CI 1,88 til 3,08). Tilsvarende var en stigning på 10 μg/m3 i NO2-eksponering forbundet med næsten dobbelt så stor risiko for Lewy body demens (OR 1,95; 95 % CI 1,69 til 2,27) og lidt højere risiko for Parkinsondemens (OR 1,14; 95 % CI 1,01 til 1,29).

Det vides ikke præcist, hvordan luftforurening kan påvirke risikoen for demens, men ultrafine partikler kan via lungerne komme ind i blodet og herfra passere blod‑hjerne-barrieren. Ifølge dyreforsøg kan partiklerne medvirke til inflammation i hjernevævet eller skadelige overreaktioner fra immunsystemet.

Det er ikke første gang, at et studie baseret på danske registerdata knytter luftforurening sammen med øget risiko for demens. I 2024 fandt et studie med 25.000 danske sygeplejersker, at eksponering for luftforurening var forbundet med ca. 35 % øget risiko for demens.