Lavt blodtryk associeret med markant øget risiko for Alzheimers sygdom
Forskere fra bl.a. Michigan Technological University har undersøgt sammenhængen mellem Alzheimers sygdom og ti forskellige typer af hjertekarsygdomme og risikofaktorer herfor. Det drejer sig om:
- forhøjet blodtryk (hypertension)
- lavt blodtryk (hypotension)
- brystsmerter (angina pectoris)
- hjerteanfald (akut myokardieinfarkt, AMI)
- blodprop i lungen (lungeemboli)
- uregelmæssig hjerterytme (atrieflimren)
- hjertesvigt
- kronisk reumatisk hjertesygdom
- kronisk iskæmisk hjertesygdom
- apopleksi.
Også livsstilsfaktorer og andre relevante variable som alder, rygning, fysisk aktivitet og type 2-diabetes blev inkluderet i de logistiske regressionsmodeller, der blev anvendt til analyserne.
Studiet er baseret på to store datasæt: UK Biobank med mere end 502.000 voksne, mestendels europæere, og All of Us Research Program med mere end 287.000 voksne fra hele USA. I UK Biobank var deltagernes gennemsnitsalder omkring 57 år, og kønsfordelingen var 54 % kvinder og 46 % mænd. I All of Us-datasættet var gennemsnitsalderen omkring 58 år med 60 % kvinder og 38 % mænd.
Tredobbelt risiko
Personer med hypotension havde omkring tre gange så stor risiko for at udvikle Alzheimers sygdom i UK Biobank datasættet og næsten dobbelt så stor sandsynlighed i All of Us-studiet sammenlignet med personer uden lavt blodtryk. På tværs af begge datasæt havde personer med hypertension ca. 1,6 gange højere risiko for at udvikle Alzheimers sygdom sammenlignet med personer uden hypertension.
Deltagere, der tidligere havde haft en apopleksi, havde ca. 1,5 gange forhøjet risiko for Alzheimers sygdom i UK Biobank og 1,85 gange forhøjet risiko i All of Us-studiet. Blandt deltagerne i UK Biobank havde personer med atrieflimren omkring 1,5 gange højere risiko for Alzheimers sygdom sammenlignet med personer uden hjertearytmi. Tidligere AMI var ikke signifikant forbundet med en øget risiko for at udvikle Alzheimers sygdom i nogen af datasættene.
Det er velkendt, at hypertension kan have skadelige langsigtede effekter på hjernen. Men den aktuelle undersøgelse indikerer, at blodtrykket også kan skabe problemer, hvis det er for lavt i længere perioder. Ifølge forskerne har hjernen brug for blod for at få tilstrækkeligt med ilt og næringsstoffer for at fungere godt. På den baggrund giver det mening, at langvarig hypotension kan fremme ophobning af sygdomsfremkaldende proteinstoffer, såsom beta-amyloid og tau, i hjernen.