Kunstværk åbner for minder og samtaler

I Den Demensvenlige Have ved Nationalt Videnscenter for Demens hænger værket ’P(l)ace of P(l)aces’, der er udformet som et Danmarkskort. Værket, der er lavet af billedkunstner Helene Nymann i samspil med mennesker med demens, åbner for minder og skaber samtaler.
Titlen på Helene Nymanns værk P(l)ace of P(l)aces leger både med oversættelsen ’stedernes sted’ og ’bevægelsens bevægelser/tidernes tempo’. Projektet er udviklet i samarbejde med kunstrådgiver Jane Løvschall Dolmer / IN SITU.
Titlen på Helene Nymanns værk P(l)ace of P(l)aces leger både med oversættelsen ’stedernes sted’ og ’bevægelsens bevægelser/tidernes tempo’. Projektet er udviklet i samarbejde med kunstrådgiver Jane Løvschall Dolmer / IN SITU.

Helene Nymanns arbejde som billedkunstner tager afsæt i kulturelle, kognitive og klimarelaterede perspektiver med hukommelsen som centralt omdrejningspunkt. Hun har en praksisbaseret ph.d. fra Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet, hvor hun har undersøgt, hvordan vi husker med og gennem kunsten, og hvordan kunst kan fungere som en form for husketeknik i forandringstider.

Helene Nymanns interesse for hukommelse går tilbage til hendes farmor, som mistede forbindelsen til nutiden på grund af en demenssygdom. Hendes interesse for emnet udviklede sig sidenhen til et fokus på hukommelsens mentale processer, og hun begyndte derfor at undersøge antikke og ikke-vestlige metoder til at huske – eller kunsten at huske, som hun formulerer det. 

Her stødte hun blandt andet på teknikken Hukommelsespaladset, hvor man ved at visualisere et velkendt sted og placere de genstande, man kan huske, kan fremkalde minder og huske tilsyneladende glemte informationer. Verdenen af ældgamle husketeknikker fascinerede hende så meget, at hun begyndte at overveje, hvordan hun kunne integrere hukommelseselementet i sine værker: Ville det gøre en forskel? Hvordan husker vi? Hvad glemmer vi?

Min tilgang til hukommelse er, at den er subjektiv og forankret i vores omgivelser. Men med forankringen i omgivelserne bliver hukommelsen samtidig kollektiv og dermed samskabende.
Helene Nymann
Billedkunstner

Et kunstværk bliver til

I forbindelse med tilblivelsen af værket, der på det tidspunkt endnu ikke var nærmere defineret, bidrog medarbejdere og Nationalt Videnscenter for Demens’ brugerfølgegruppe, som består af mennesker med demens og pårørende. På en workshop samledes de fx om forskellige steder eller byer på et landkort, som de følte, at de havde et tilhørsforhold til. Det viste sig at være en rigtig god måde at starte samtaler på, og hvor mennesker med og uden demens sammen genskabte minder om fx en fælles barndomsby.

De positive oplevelser fra workshoppen ledte Helene Nymann frem til spørgsmålene: ”Kan jeg lave et kort over Danmark, der bedst kan forstås kollektivt, og hvor der er brug for os alle sammen? Hvad skal jeg vise på kortet?”

”Idéen med at lave et Danmarkskort var, at alle skal kunne lande på stedet – lande i haven – og dermed mødes på tværs af landet. Hvis man er i Den Demensvenlige Have ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, hvor værket hænger, så bor man højst sandsynligt i Danmark eller har en relation til landet,” forklarer Helene Nymann.

Men værket måtte ikke blive for abstrakt og vanskeligt for mennesker med demens at relatere sig til. Derfor skulle der være nogle navigationspunkter på kortet i form af sten, der blev indsamlet fra hele landet. Fx er Gudenåens udspring et af navigationspunkterne. Stenene blev efterfølgende bearbejdet og slebet runde af en stensliber.

Stenenes farver er alle forskellige, de er ældgamle og har en historie. På den måde bidrager de også med et element af tidslighed ud over den menneskelige tidsregning. Samtidig giver stenene en kropslig oplevelse, fordi de er indsamlet af mennesker, som dermed var en del af værkets tilblivelse, uddyber Helene Nymann. 

Selve kortet er mejslet ind i en stor plade af sandsten, som er en stenart, hvori man har fundet dinosaurspor. Så materialet bærer en hukommelse i sig selv.
Helene Nymann
Billedkunstner

Tidslighed eller forståelse af tid er på flere måder et element i værket, fordi tiden bidrager med andre perspektiver end det menneskelige. Fx er vandveje en vigtig del af værket, som faktisk er det eneste fysiske kort, der viser samtlige vandveje i Danmark.

”I værket bliver vandvejene en slags blodårer eller rodnetværk, der forbinder landet og flyder ud i havet. De er en del af det tidslige element, for de har altid været her og vil også være her efter os. Vi skal værne om naturen og vandet, og på den måde tilføjes endnu et element til værket, nemlig klimaet,” siger Helene Nymann.

Bidraget fra brugerfølgegruppen

Helene Nymann beskriver arbejdet med den meget engagerede brugerfølgegruppe som en rørende oplevelse. De fik ved hjælp af hukommelsespaladsteknikken åbnet for minder og et sprog, der tilsyneladende var væk, men som nu kom tilbage. For det var der stadig, det skulle bare hjælpes frem.

Inddragelsen af brugerfølgegruppen gav andre perspektiver og erfaringer, som jeg ikke ville have fået uden dem. Desuden er det mennesker med demens, der skal se og bruge værket, og derfor er det vigtigt, at de føler sig som en del af det.
Helene Nymann
Billedkunstner

Selvom værket nu hænger i Den Demensvenlige Have, er det ikke færdigt som sådan. For det er først i samspillet med betragteren og dennes minder og oplevelser, at det får sit eget liv. På den måde bliver betragteren medskaber af værket, og derfor vil det altid være i forandring – en historie, der bliver ved med at udvikle sig.

Det er vigtigt for Helene Nymann, at hendes kunst ikke ender som fine genstande på piedestaler:

”P(l)ace of P(l)aces er lavet til at blive rørt ved, og på den måde bliver værket også en taktil og sanselig oplevelse."

Flere værker, der taler sammen

Kortet over Danmark skal have følge af en hjemmeside, der blandt andet skal formidle viden om værket, om tilblivelsen om værket og fortælle om de steder, stenene er blevet fundet. Hjemmesiden vil invitere til interaktion med små spørgsmål og øvelser, der tager udgangspunkt i kortet.

På samme måde skal der rundt omkring i Den Demensvenlige Have placeres stenkugler, ligesom havens eksisterende vandfontæne skal beklædes med motiver, der relaterer sig til værkerne. For P(l)ace of P(l)aces er nemlig kun det første af flere værker, som Helene Nymann skal skabe til Den Demensvenlige Have.

Tanken er, at alle værkerne skal tale sammen.
Helene Nymann
Billedkunstner

Hippocampus Hippocampi

I 2023 lavede Helene Nymann skulpturen Hippocampus Hippocampi, som i dag er placeret i foyeren ved Nationalt Videnscenter for Demens. Hippocampus er meget vigtig for indlæring af nye oplevelser og sanseindtryk, og uden den kan man ikke lagre ny information.

Helene Nymanns skulptur Hippocampus Hippocampi
Helene Nymanns skulptur Hippocampus Hippocampi, der står i foyeren ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet i København.

Scanner man QR-koden på værkets sokkel, kommer man ind på den tilhørende hjemmeside, hvor man mødes af spørgsmålet: ”Hvad husker du, som du gerne vil have fremtiden til at huske?”

På hjemmesiden møder man også et følelseskort med 12 grundfølelser som fx sorg, vrede og kærlighed. Under hver følelse kan man skrive et minde, der relaterer sig til spørgsmålet om minder til fremtiden.

Minderne indgår i værkets digitale del, som vises på en skærm ved siden af skulpturen.

Velkommen til Åbent hus – og have

Vi holder Åbent hus – og have i Hverdagslivet med Demens og Den Demensvenlige Have på Rigshospitalet i København, hvor værket P(l)ace of P(l)aces hænger. Hverdagslivet med Demens og Den Demensvenlige Have er Nationalt Videnscenter for Demens’ inden- og udendørs demonstrationsmiljøer med inspiration til demensvenlig indretning. 

Åbent hus – og have-arrangementerne er en oplagt mulighed for at se blandt andet værket og få inspiration til, hvordan man kan indrette sig med og bruge kunst på fx plejehjem.

Der er Åbent hus – og have den 28. maj og den 26. august, begge dage kl. 14.00-16.00. Tilmeld dig i kursuskalenderen.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond