Kapaciteten for demensudredning er udfordret

De seneste 10 år er antallet af patienter, der årligt bliver udredt, steget med knap 50 %. Men udredningskapaciteten er ikke fulgt med, og ventetiden er steget. I 2025 blev kun hver fjerde udredt inden for de anbefalede 90 dage. Det viser ny DanDem-rapport.
De seneste 10 år er antallet af patienter, der årligt bliver udredt på en demensudredningsenhed, steget med næsten 50 %. Men udredningskapaciteten er ikke fulgt med, og ventetiderne er derfor steget. Foto: Colourbox
De seneste 10 år er antallet af patienter, der årligt bliver udredt på en demensudredningsenhed, steget med næsten 50 %. Men udredningskapaciteten er ikke fulgt med, og ventetiderne er derfor steget. Foto: Colourbox

Årsrapporten for Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens (DanDem), der udgives for 10. år i træk, giver overblik over en række centrale indikatorer for kvaliteten af demensudredning i Danmark. Man får indblik i bl.a. ventetid på udredning, brug af MR-scanning ved diagnosticering af vaskulær demens, andel patienter, der får en sygdomsspecifik (ætiologisk) diagnose, brug af undersøgelse af rygmarvsvæsken (lumbalpunktur) og andre specialundersøgelser.

Problematiske ventetider

På de fleste områder er udviklingsmålene for kvalitetsindikatorerne rigeligt opfyldt. Som konsekvens af at udviklingen går den rigtige vej, er flere af udviklingsmålene blevet strammet fra 2026 og frem. Udviklingsmål, der i 2025 lå på mindst 80 %, hedder nu 90 %, mens andre udviklingsmål er øget fra 90 % til 95 %. 

Årsrapporten afslører dog også enkelte hængepartier. Et af de centrale udviklingsmål er, at mindst 80 % af alle patienter henvist til demensudredning skal have en ætiologisk diagnose senest 90 dage efter henvisningen. I praksis er udviklingsmålet kun opfyldt for 25 % af alle patienter på landsplan. 

Der ses betydelig regional variation i opfyldelsen af udviklingsmålene. I Region Syddanmark bliver 40 % af patienterne udredt inden for 90 dage, mens det i Region Sjælland kun gælder 12 %. Region Syddanmark er imidlertid også den region, der henviser færrest patienter med lette kognitive symptomer til neuropsykologisk undersøgelse.

De lange ventetider er problematiske, fordi patienter og pårørende må leve i uvished om årsagen til symptomerne, og fordi de ikke bliver tilbudt rådgivning, støttende foranstaltninger, psykosociale indsatser eller relevant medicinsk behandling. Siden 2016 er antallet af patienter, der årligt udredes for demens, steget med 48 % og nåede i 2025 op på ca. 11.790 patienter, men udredningsenhedernes kapacitet er ikke fulgt med behovet.

Varierende brug af specialundersøgelser

Kvaliteten af udredning for demens ser også ud til at variere. Der er således betydelig variation på tværs af demensudredningsenhederne i anvendelsen af specialundersøgelser, fx undersøgelse af rygmarvsvæsken, supplerende billediagnostisk undersøgelse (forskellige typer PET-scanning) samt neuropsykologisk undersøgelse. Det kan i praksis betyde, at nogle patienter får stillet en diagnose på et spinkelt grundlag og måske heller ikke tilbydes den korrekte behandling.

Ud af de ca. 11.790 udredte patienter i 2025 blev 9 % vurderet til at have habituel kognitiv funktion, 19 % havde MCI (mild cognitive impairment), og 72 % fik en demensdiagnose. Over halvdelen af de patienter, som fik en demensdiagnose i 2025 (4.716 ud af 8.432), havde demens i moderat til svær grad på diagnosetidspunktet. Det sene diagnosetidspunkt kan næppe forklares med lange ventetider, idet mediantiden fra henvisning til første besøg på klinikken trods alt ’kun’ var 69 dage i 2025. Tallene tyder snarere på, at nogle patienter er for længe om at reagere på demenssymptomerne og gå til lægen, eller at nogle læger er for længe om at henvise patienten til demensudredning. 

Alzheimers sygdom var den hyppigste ætiologiske diagnose (45 %), cerebrovaskulær sygdom (vaskulær demens) den næst hyppigste (19 %) og mixed demens (alzheimer kombineret med vaskulær demens) den tredje hyppigste (ca. 6 %).