Hvad kan en blodprøve sige om risikoen for at udvikle demens?
Blodprøver for Alzheimers sygdom baseret på måling af mængden af fosforyleret tau217-protein (p-tau217) i blodplasma forventes at blive relativt billige og let tilgængelige i klinisk praksis i de kommende år. Selvom blodprøverne anvendes målrettet, vil også patienter uden kognitive problemer af og til teste positive for p-tau217 i hjernen. Men hvad kan lægen i givet fald sige til sin patient om sandsynligheden for at få Alzheimers sygdom?
For bedre at forstå sammenhængen mellem plasma p-tau217 og risikoen for alzheimer har amerikanske forskere kombineret og analyseret data fra seks fremadrettede studier befolkningsundersøgelser og kliniske forsøg (drug trials) med tilsammen 2.705 deltagere, der var kognitivt normalt fungerende ved undersøgelsesstart. Deltagerne fik taget blodprøver ved undersøgelsesstart og fulgt op med kognitive vurderinger i op til 13 år. Resultaterne blev fremlagt på konferencen Human Amyloid Imaging meeting afholdt i januar 2026 i Puerto Rico.
Jo højere p-tau217, jo højere sygdomsrisiko
På baggrund af blodprøven blev deltagerne delt op i grupper svarende til et lavt niveau af p-tau217 (<0,5 SD (standardafvigelse) fra gennemsnittet), let forhøjet (0,5 til 1,1 SD), moderat forhøjet (1,1 til 2,5 SD) og højt p-tau217 (>2,5 SD). Ved at følge deltagerne kunne forskerne konstatere, at jo højere en deltagers p-tau217 niveau var ved starten af studiet, desto større var sandsynligheden for, at pågældende før eller siden ville udvikle kognitiv svækkelse eller demens. En standardafvigelse fra gennemsnittet svarede til 38 % højere risiko. Risikoen var lav på kort sigt, men voksede markant med årene.
For en person med en høj p-tau217-score var sandsynligheden for at få Alzheimers sygdom over de næste to år ca. 8 %. Risikoen steg til 38 % efter fem år og 63 % efter 10 år. Let og moderat forhøjede niveauer af p-tau217 medførte 10-års risici på henholdsvis 22 % og 39 %. Selv personer med et lav p-tau217 niveau (0,5 SD fra gennemsnittet) havde 21 % forhøjet 10-års risiko for at udvikle kognitiv svækkelse.
Blandt deltagere helt uden p-tau217 i blodet var 8-års risikoen for at udvikle demens til gengæld meget lav. Det ser med andre ord ud til at patienter, der tester negative for p-tau217 i blodet, ikke behøver at bekymre sig om risikoen for demenssygdom i de følgende år.
Estimater af sygdomsrisiko er klinisk relevante, men kan i praksis være vanskelige at overføre til de ældste aldersgrupper, hvor alder spiller en gradvist mere dominerende rolle. En forhøjet 10-års risiko for demens har en anden betydning blandt personer i 60’erne eller 70’erne, end blandt personer i 80’erne eller 90’erne, hvor risikoen for at udvikle demens som udgangspunkt er væsentligt højere, den forventede restlevetid er kortere og risikoen for at dø af andre årsager er betydelig.