Hæderspris til overlæge og forsker ved Nationalt Videnscenter for Demens

Kristian Steen Frederiksen, der er overlæge og forsker ved Nationalt Videnscenter for Demens og Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, modtager fornem hæderspris fra Firkløver-fonden.
Kristian Steen Frederiksen modtager Firkløver-fondens hæderspris
Overlæge og forskningsleder Kristian Steen Frederiksen modtager fornem hæderspris fra Firkløver-fonden. Foto: Malthe Ivarsson

Overlæge og forskningsleder ved Nationalt Videnscenter for Demens og Hukommelsesklinikken, Kristian Steen Frederiksen, har modtaget en fornem pris ved den nystiftede Firkløver fonds første prisuddeling.

Firkløver-fonden arbejder blandt andet for at skabe varige forbindelser mellem kunstnere, forskere og dem, der gennem deres virke bidrager til samfundets udvikling og sammenhængskraft.

I sin motivation for hædersprisen til Kristian Steen Frederiksen skriver fonden:

”Det er Firkløver-fondens formål at fremme synergien mellem kunst og videnskab, med særlig fokus på hjerneforskning. Derfor er det en stor glæde at kunne tildele dig en hæderspris, fordi vi i dit forskningsmæssige virke ser præcis den tværfaglige tilgang og det nybrud, vi gerne vil støtte op omkring.”

I sin takketale benyttede Kristian Steen Frederiksen blandt andet lejligheden til at takke Firkløver-fonden for at tænke kunst og videnskab sammen og til at takke de mange mennesker med demens og deres pårørende, der hvert år bidrager med deres tid og deltagelse i forskning i demenssygdomme.

Med prisen følger 250.000 kr.