Gruppebaseret kognitiv stimulationsterapi gavner det kognitive funktionsniveau
SBU, der er en statslig myndighed, der har til opgave at gennemføre uafhængige evalueringer af metoder og interventioner inden for blandt andet sundheds- og medicinsk behandling, har foretaget en systematisk gennemgang af forskningen i effekten af gruppebaseret CST til personer med demens. SBU var primært interesseret i at undersøge en eventuel effekt af CST på kognitiv funktion, livskvalitet og neuropsykiatriske symptomer hos personer med demens. Som evidensgrundlag for evalueringen blev der inkluderet ti randomiserede kliniske forsøg (RCT’er), heraf tre engelske og tre italienske studier samt studier fra henholdsvis Portugal, Japan, Irland og Kina.
Bedre livskvalitet
Resultaterne indikerer, at personer med demens, der gennemfører CST i grupper udviser forbedret kognitiv funktion, højere livskvalitet og styrket evne til at udføre praktiske opgaver i hverdagen (ADL) sammenlignet med en kontrolgruppe. Derimod sås ingen effekt på neuropsykiatriske symptomer forbundet med demens. SBU vurderer at der er brug for flere studier med længere opfølgning for med større sikkerhed at kunne vurdere effekten af CST.
Ved udformningen af det systematiske review anvendte SBU den såkaldte PICO-terminologi:
- Population: Personer med ikke nærmere specificeret demens i mild til moderat grad. Kun ét studie fokuserede specifikt på patienter med Alzheimers sygdom. Deltagerne blev rekrutteret fra bl.a. ældreboliger, plejeboliger, ældreplejen, dagcentre, medborgerhuse og hospitaler. Aldersmæssigt var det store flertal af deltagerne i 80’erne og 70’erne; der var en overvægt af kvinder.
- Intervention: CST i gruppe med udgangspunkt i en manual.
- Control / comparison: Anden eller ingen behandling.
- Outcome: Kognitiv funktion, social interaktion, demenssymptomer, livskvalitet, stemningsleje, effekt på pårørende/omsorgspersoner, hukommelsesfunktion, tidsopfattelse, kommunikation, etc.
I Danmark tilbyder flere kommuner CST, og det muligt blive uddannet som CST-gruppeleder i Nationalt Videnscenter for Demens.