Er livsstilsinterventioner lige så effektive som medicin ved begyndende Alzheimers sygdom?
Alzheimer er en kompleks sygdom, der involverer flere forskellige sygdomsprocesser, hvoraf nogle i større eller mindre grad kan påvirkes af patientens livsstil. I nogle lande er det muligt at behandle sygdommen med et af de nye lægemidler, de såkaldte monoklonale antistoffer, der har vist sig effektive til at fjerne Alzheimermarkøren amyloid fra hjernen. Men hvilken tilgang har størst effekt på patienternes kognitive funktionsniveau?
En gruppe amerikanske forskere har foretaget en systematisk sammenligning af randomiserede kontrollerede kliniske forsøg, der undersøger effekten af livsstilsinterventioner mod alzheimer, med forsøg, der undersøger effekten af de nye lægemidler mod sygdommen. Sammenligningen omfattede fem randomiserede kontrollerede forsøg med livsstilsinterventioner og tre store fase 3-forsøg med monoklonale antistoffer mod amyloid.
Deltagerne havde typisk en gennemsnitsalder på 71-73 år og havde enten mild cognitive impairment (let kognitiv svækkelse; MCI) forårsaget af Alzheimers sygdom eller alzheimer i tidlig fase. Alle otte forsøg rapporterede resultater ved hjælp af Alzheimer's Disease Assessment Scale-Cognitive Subscale (ADAS-Cog) og inkluderede en kontrolgruppe.
Beskeden fremgang
Kliniske forsøg med livsstilsinterventioner omfattede typisk mellem 25 og 120 deltagere. De undersøgte effekten af interventioner som fysisk aktivitet, kognitiv træning, socialt engagement, en plantebaseret kost og reduktion af stress. Til sammenligning inkluderede kliniske forsøg med monoklonale antistoffer tusindvis af deltagere, der alle havde amyloidpatologi i hjernen dokumenteret ved PET-scanning.
I de kliniske forsøg med livsstilsinterventioner sås forbedringer i deltagernes kognitive funktionsniveau, om end der var tale om beskedne fremskridt og ikke en tilbagevenden til et normalt funktionsniveau. Effekten af livsstilsinterventioner var typisk en forbedring på 1,3 til 2,6 point på ADAS-Cog-skalaen, der går fra 0 til 80 point.
Til sammenligning sås ingen forbedring på ADAS-Cog i kliniske forsøg med monoklonale antistoffer – dog dæmpede lægemidlerne tempoet i udviklingen af kognitiv svækkelse. Blandt patienter, der modtog aktiv behandling, faldt præstationsniveauet på ADAS-Cog cirka 1,4 til 1,5 point mindre end blandt kontrolpersoner, der måtte nøjes med placebo. Til gengæld var lægemidlerne meget effektive med hensyn til at fjerne amyloid fra hjernen.
Flere patologier i hjernen
Selvom resultaterne af den aktuelle sammenligning tyder på, at livsstilsinterventioner har mindst lige så stor effekt som medicinsk behandling i den tidlige fase af alzheimer, er det ikke uproblematisk at sammenligne de to typer af kliniske forsøg. Inklusions- og eksklusionskriterier for deltagerne er typisk strammere i medicinske forsøg, kravene til dokumentation er højere, og forsøgene er baseret på langt større grupper af deltagere. Der kan derfor være forskel på tyngden af den evidens, som studierne repræsenterer.
Som bemærket af en af initiativtagerne bag studiet, Majid Fotuhi fra Johns Hopkins University i Baltimore, udgør amyloide plaques og tau-fibriller kun en del af den underliggende patologi ved Alzheimers sygdom. Flertallet af patienter med Alzheimers sygdom har flere samtidige patologier i hjernen i form af øget inflammation, nedsat blodgennemstrømning og nedsat funktion af det glymfatiske system, der udvasker affaldsstoffer fra hjernen under søvn.
Resultaterne af sammenligningsstudiet er ikke publiceret endnu, men blev præsenteret på årsmødet i The American Academy of Neurology den 22. april 2026.