Epilepsi knyttet til tidligt indsættende demens
Der er en kompleks sammenhæng mellem epilepsi og demens. Tidligere forskning tyder på, at epilepsi kan medføre øget risiko for demens og vice versa, især blandt ældre voksne. Der mangler imidlertid viden om en eventuel sammenhæng mellem epilepsi og demens før 65-års alderen – også kaldet tidligt indsættende demens.
Det aktuelle studie er baseret på tre befolkningsundersøgelser fra henholdsvis Frankrig og Sverige. To af undersøgelserne var såkaldte case-control studier, hvor man bagudrettet sammenlignede forekomsten af epilepsidiagnoser og brug af antiepileptisk medicin blandt personer med tidligt indsættende demens (cases) med forekomsten af epilepsidiagnoser og medicinbrug blandt personer uden tidligt indsættende demens (controls).
Den tredje undersøgelse var et såkaldt kohortestudie, hvor man fremadrettet sammenlignede forekomsten af tidligt indsættende demens blandt personer med og uden epilepsi gennem en observationsperiode på 10 år.
Flere helbredsproblemer øger demensrisiko
Det franske case-control studie inkluderede 11.360 personer i alderen 40-64 år med tidligt indsættende demens og 113.600 kontrolpersoner matchet på alder, køn og geografisk tilhørsforhold.
Forskerne fandt, at 12,5 % af personer med tidligt indsættende demens tidligere var blevet diagnosticeret med epilepsi, hvilket gjorde sig gældende for blot 1,2 % af personer uden demens. Endvidere viste det sig, at 26,5 % af gruppen med tidligt indsættende demens havde anvendt antiepileptisk medicin sammenlignet med kun 10,3 % af gruppen uden demens. Et svensk case-control studie, der omfattede 16.433 personer med tidligt indsættende demens og 164.330 kontrolpersoner, gav tilsvarende resultater.
I kohortestudiet, der også var fra Frankrig, fandt forskerne, at voksne med nyligt diagnosticeret epilepsi havde omkring seks gange så høj risiko for at udvikle tidligt indsættende demens som personer uden epilepsi gennem en periode på 10 år. Samlet set var forekomsten af tidligt indsættende demens blandt personer med epilepsi dog relativt lav, idet kun 2,2 % fik en demensdiagnose.
Risikoen for demens var øget blandt personer med en kombination af epilepsi og andre helbredsproblemer som fx hjertekarsygdomme. Blandt personer med epilepsi og fire eller flere øvrige helbredsproblemer (komorbiditeter) nåede forekomsten af demens op på 9,1 %.
Fokus på risikofaktorer
Selvom resultaterne viser en sammenhæng mellem demens og epilepsi, er det ifølge forskerne uafklaret, om der er tale om en egentlig årsagssammenhæng. Det er således usikkert, om epilepsi i sig selv øger risikoen for demens, eller om de to sygdomstilstande skyldes fælles underliggende faktorer.
Alligevel synes resultaterne at understøtte et øget fokus på forebyggelse af demens i forbindelse med behandling af epilepsi. Patienter med epilepsi, især patienter, der også har hjertekarsygdom og andre helbredsproblemer, kan formentlig have gavn af indsatser med henblik på at mindske risikofaktorer for demens, ikke mindst kardiovaskulære risikofaktorer. Endvidere kan en tidlig vurdering af patienternes kognitive funktionsniveau være relevant. Studiet er publiceret i fagtidsskriftet Neurology.