Digitale biomarkører for Alzheimers sygdom

En ny dansk oversigtsartikel sammenfatter forskningen vedrørende digitale biomarkører for de tidlige faser af Alzheimers sygdom. Det drejer sig især om måling af fx aktivitetsniveau, stemmeføring og gang ved hjælp af bærbare digitale teknologier.
Et nyt dansk studie samler forskningen i digitale biomarkører for tidlige faser af Alzheimers sygdom, bl.a. stemmeføring målt med bærbare digitale teknologier
Et nyt dansk studie samler forskningen i digitale biomarkører for tidlige faser af Alzheimers sygdom, bl.a. stemmeføring målt med bærbare digitale teknologier. Foto: Colourbox

Den hastige udvikling inden for bærbare digitale teknologier har medført en stigende interesse for digitale biomarkører. Man har længe anvendt billeddannelse af hjernen og analyse af blod eller rygmarvsvæske som biologiske markører for Alzheimers sygdom, men også mere direkte observerbare fænomener som døgnrytme, fysisk aktivitetsniveau, stemme eller gangfunktion kan formentlig bidrage til at afsløre tidlige sygdomstegn. 

Nye bærbare digitale teknologier som aktigrafer (en aktivitets- og lysmåler, der bæres på håndleddet som et armbåndsur) eller lydoptagere i en smartphone eller computer gør det muligt at foretage løbende målinger af aktivitet, gang eller stemmeføring på en bekvem og billig måde.

Relativt få kliniske studier

Oversigtsartiklen kortlægger al tilgængelig forskning på området frem til januar 2025 inden for digitale biomarkører i de tidlige faser af Alzheimers sygdom med fokus på såkaldte wearables og portable gadgets af den elektroniske slags. Oversigten er baseret på mere end 100 kliniske studier, der til sammen inkluderede godt 3.000 personer med mild cognitive impairment (let kognitiv svækkelse, MCI) som følge af alzheimer og mere end 1.900 personer med Alzheimers sygdom i let grad.

Resultaterne viser, at det årlige antal studier inden for området er stigende. Det er imidlertid en relativt lille andel af studierne, der undersøger de digitale biomarkørers diagnostiske og prognostiske egenskaber, hvilket er en forudsætning for at kunne implementere de nye biomarkører i den kliniske hverdag.