Derfor øger APOE4-genvarianten risikoen for Alzheimers sygdom
Det har længe været velkendt inden for demensforskningen, at en særlig variant af APOE-genet – ε4 allelen – øger risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom. Men man har savnet en specifik forklaring på, hvordan genvarianten øger risikoen. Forskere fra bl.a. Aarhus Universitet, der er dykket dybt ned i de neurobiologiske mekanismer bag sammenhængen mellem ApoE4 og alzheimer, peger nu på, at lipoproteinreceptoren sortilin spiller en afgørende rolle.
Sortilin er involveret i optagelsen af flerumættede fedtsyrer som brændstof til hjernecellerne. APOE-genet koder for kolesteroltransportøren apolipoprotein (apoE), der bl.a. sørger for at transportere fedtsyrer hen til hjernecellerne. Apolipoprotein findes ligesom APOE-genet i tre forskellige varianter. Forståelsesmæssigt kan det være en udfordring, at genet (APOE) og kolesteroltransportøren (apoE) hedder næsten det samme.
Fra sukker- til fedtforbrænding
Processen med transport og optagelse af fedtsyrer fungerer, som den skal, for personer, der bærer genvarianterne APOE3 og APOE2, hvorimod APOE4 forstyrrer sortilins aktivitet. Det udgør ikke noget stort problem, så længe man er ung eller midaldrende, idet sukkerstoffer (glukose) udgør hjernecellernes primære brændstof. Men når vi bliver ældre, mister hjernecellerne gradvist evnen til effektivt at udnytte glukose til energiproduktion, og hjernecellerne må derfor se sig om efter en alternativ energikilde. Ifølge forskerne skifter cellerne gradvist over til at bruge lipider (fedtstoffer) for at holde stofskiftet kørende. Og så bliver det et problem, at APOE4 tilsyneladende blokerer for sortilin og derved hæmmer optagelsen af lipider.
Genotyper og risiko
APOE-genet sidder på kromosom 19, og da vi er udstyret med to styk kromosom 19 (et fra mor og et fra far), har vi også to APOE-gener. APOE-genet findes i tre varianter – ε2, ε3 og ε4, kaldet alleler – og da kromosomer optræder i par, kan de tre alleler kombineres til i alt seks genotyper (ε2+ε2, ε2+ε3, ε2+ε4, etc.).
Epsilon4-allelen er associeret med øget risiko for Alzheimers sygdom. Genotyper med en enkelt ε4-allel øger risikoen med ca. en faktor tre (afhængigt af, om den kombineres med ε2 eller ε3), hvorimod ε4/ε4 genotypen øger risikoen med ca. en faktor 15. Epsilon4-allelen er dog hverken nødvendig eller tilstrækkelig til at udvikle Alzheimers sygdom. Man kan således godt få alzheimer uden at være ε4-bærer, ligesom man godt kan være bærer af en eller to ε4-alleler uden nogensinde at udvikle sygdommen. Godt 28 % af den danske befolkning menes at bære rundt på en enkelt ε4-allel, mens knap tre % har to ε4-alleler.
Den primære forsker bag studiet, professor Thomas Willnow fra Aarhus Universitet, understreger ifølge en pressemeddelelse fra universitetet, at der er hjælp at hente også for ε4-bærere. På kort sigt kan man overveje at regulere sin kost: ”Selvom det endnu ikke er bevist i patienter, tyder vores data på, at et øget indtag af sunde lipider – især flerumættede fedtsyrer fra plante- eller fiskeolie – kan hjælpe. Selv svækkede celler fungerer bedre, hvis de får mere brændstof.”
Og på længere sigt kan der med tiden måske udvikles medicinske behandlingsmuligheder: ”Der findes allerede lægemidler på markedet, der målretter kroppens evne til at udnytte lipider. Det kan vise sig, at et af disse midler kan bruges i behandlingen – eller endda forebyggelsen – af Alzheimers.”