Demens forbundet med betydelig overdødelighed i Danmark
En dansk forskergruppe har undersøgt dødsårsager og antal tabte leveår blandt ældre med demens. Der er tale om en registerbaseret kohorteundersøgelse af over 2,3 millioner danskere i alderen 65 år og opefter, hvoraf ca. 191.000 var diagnosticeret med demens. Forskerne sammenlignede dødelighedsrater – såkaldte mortalitetsrate-ratioer – og antal tabte leveår for ældre med og uden demens, opdelt efter alder og køn. Deltagerne blev fulgt fra 1997 til 2020 – eller fra 65-års alderen til deres død eller udrejse af Danmark – svarende til en opfølgning på 22,6 millioner personår.
Op til 10 tabte leveår
Sammenlignet med ældre uden demens havde ældre med demens en overdødelighed udtrykt ved en mortalitetsrate-ratio på henholdsvis 2,88 (95 % konfidensinterval: 2,86-2,90) for kvinder og 3,15 (3,12-3,17) for mænd. Det gennemsnitlige antal tabte leveår var 3,73 år (95 % konfidensinterval: 3,71-3,76 år) for kvinder med demens og 3,96 år (3,93-3,98 år) for mænd med demens.
Der sås særligt forhøjede dødelighedsrater og et betydeligt antal tabte leveår blandt personer med demens i alderen 65-70 år, hvor nogle mistede op til 10 års forventet levetid efter en demensdiagnose. Størstedelen af de tabte leveår blandt ældre med demens var forårsaget af demenssygdommen, hvorimod andre hyppige dødsårsager som fx kræft eller hjertesygdomme var forbundet med relativt færre tabte leveår sammenlignet med den generelle befolkning.
Resultaterne af det aktuelle studie matcher tidligere forskning, der også har vist, at demens er forbundet med en betydelig overdødelighed og bør anerkendes som en livstruende sygdomstilstand. Det understreger behovet for målrettede sundhedspolitiske tiltag med henblik på at styrke forebyggelse af demens og mindske risikoen for demens i befolkningen. Studiet er publiceret i Journal of Alzheimer’s Disease.