Brug af høreapparat forbundet med markant lavere risiko for demens
Undersøgelsen, der er publiceret i det velanskrevne fagtidsskrift Neurology, fulgte 2.777 personer med en gennemsnitsalder på 75 år, som alle havde høretab i moderat grad, men som ikke tidligere havde anvendt høreapparat. Alle deltagere havde et intakt kognitivt funktionsniveau ved undersøgelsens start. I løbet af de følgende syv år begyndte 664 af deltagerne at anvende høreapparat. I samme periode udviklede 542 deltagere kognitiv svækkelse i bred forstand, og 117 udviklede demens, men forekomsten af de to sygdomstilstande viste sig at være ganske ulige fordelt.
Nedsat risiko for kognitiv svækkelse
Syvårsrisikoen for at udvikle kognitiv svækkelse var 42,4 % for deltagere, der ikke anvendte høreapparat, men kun 36,1 % for høreapparatbrugere (risiko ratio 0,85; 95 % konfidensinterval 0,70 til 1,00). Det svarer til, at høreapparatbrugere havde 15 % lavere risiko for at udvikle kognitiv svækkelse sammenlignet med ikke-brugere.
Tilsvarende var syvårsrisikoen for at udvikle demens 7,3 % for deltagere, der ikke anvendte høreapparat, mod 5 % for høreapparatbrugere (risiko ratio 0,67; 0,37 til 0,97) svarende til, at høreapparatbrugere havde 33 % lavere risiko for at udvikle demens sammenlignet med ikke-brugere. Den mulige beskyttende virkning af at anvende høreapparat var stærkere blandt deltagere, der anvendte deres høreapparat hyppigt, end blandt deltagere, der anvendte høreapparatet sjældent.
Deltagerne gennemførte desuden en årlig neuropsykologisk undersøgelse, der målte færdigheder som hukommelse, sprog og hastighed. I løbet af den syvårige opfølgningsperiode sås en let aldersbetinget kognitiv tilbagegang blandt deltagere med og uden høreapparat, men udviklingen var omtrent ens i de to grupper.
Matcher tidligere forskning
Resultaterne af det aktuelle studie supplerer resultaterne af det såkaldte ACHIEVE-studie fra 2023, der fandt, at anvendelse af høreapparat var associeret med ca. 10 % nedsat risiko for at udvikle demens blandt ældre, der i forvejen havde forhøjet risiko for demens. ACHIEVE-studiet, der også var australsk, havde imidlertid kun tre års opfølgning. De nye resultater er også i tråd med en meta-analyse fra 2023 af otte longitudinelle observationsstudier, der fandt, at brug af høreapparat var associeret med ca. 19 % nedsat risiko for at udvikle kognitiv svækkelse.