Behov for øget kapacitet, hvis ny behandling til Alzheimers sygdom indføres
Medicinrådet er lige nu i gang med at vurdere, om markedsføringstilladelser til to nye behandlinger mod Alzheimers sygdom skal godkendes i Danmark. Det drejer sig om lægemidlerne lecanemab og donanemab.
I en ny artikel i Ugeskrift for Læger gennemgår forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens den viden, man har om medicinen p.t., ligesom de ser på, hvad en godkendelse vil kræve i forhold til udrednings- og behandlingskapaciteten på hospitalerne.
Hvordan virker den nye medicin?
Lecanemab og donanemab er baseret på antistoffer rettet mod et særligt protein kaldet beta-amyloid. Antistoffer er molekyler, som kroppen i stor stil selv producerer mod fx bakterier og virusser. Med de to nye lægemidler har forskere udviklet kunstige antistoffer, der fjerner beta-amyloid.
Lecanemab og donanemab er blevet afprøvet i to store lodtrækningsforsøg. Her blev patienter med Alzheimers sygdom i tidlig fase behandlet med enten lægemidlerne eller placebo i 18 måneder. Forsøget viste, at begge antistoffer var effektive til at reducere beta-amyloid. Desuden forhalede behandlingen sygdommen og reducerede risikoen for at progrediere til et mere alvorligt sygdomsstadie med hhv. 37 % (donanemab) og 31 % (lecanemab).
Behandlingen er dog ikke uden bivirkninger, da der kan forekomme lokal hævelse af hjernen og blødninger i hjernen. Selvom bivirkningerne oftest ikke var ledsaget af symptomer, er der rapporteret dødsfald relateret til behandlingen.
Hvorfor er der behov for øget kapacitet?
Hvis Medicinrådet godkender markedsføringstilladelser for lecanemab og donanemab, og behandlingerne dermed godkendes til brug i Danmark, vil der være behov for at øge udrednings- og behandlingskapaciteten på hospitalerne.
Det skyldes, at behandlingen skal gives som infusion på hospitalet hver anden uge i løbet af behandlingsforløbet. Udover selve infusionen skal patienterne have foretaget en hjerneskanning (MRI) fire gange, herunder en skanning inden behandlingsstart, og tre under selve behandlingsforløbet.