Alzheimer-Forskningsfonden uddeler priser og bevillinger
Hvert år uddeler Alzheimerforeningens forskningsfond priser og bevillinger ved en højtidelighed med deltagelse af foreningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte.
”Alzheimer-Forskningsfonden støtter forskning i, hvorfor demenssygdomme opstår, hvordan de kan forebygges, samt udviklingen af nye metoder til behandling og pleje. Udover de to hovedpriser blev der uddelt bevillinger for 3 mio. kr. til ti projekter. Siden 2003 har fonden uddelt mere end 22 mio. kr.,” skriver foreningen på sin hjemmeside.
Hovedpriser 2025
De to hovedpriser á 300.000 kr. – den grundvidenskabelige og den kliniske forskerpris – bliver uddelt til forskere, der har ydet en ekstraordinær indsats på demensområdet.
Ove Wiborg, der er lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet, modtog den grundvidenskabelige forskerpris for sin mangeårige forskning i adfærdsmæssige og kognitive aspekter ved Alzheimers sygdom og depression.
Hanne Gottrup, der er overlæge på Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, modtog den kliniske forskerpris for sin indsats for at forbedre kvaliteten af demensudredning og behandling i Danmark.
Alzheimer-Forskningsfondens bevillinger 2025
Anja Hviid Simonsen, Nationalt Videnscenter for Demens – 430.000 kr.
Annette Burkhart, Aalborg Universitet – 260.513 kr.
Bente Finsen, Syddansk Universitet – 430.000 kr.
Christine Benn Christiansen, Bispebjerg Hospital – 325.000 kr.
Helena Sophia Coley Gleerup, Nationalt Videnscenter for Demens – 295.000 kr.
Marion Kadlecova, Københavns Universitet – 325.000 kr.
Morten Blaabjerg, Odense Universitetshospital – 120.000 kr.
Sara Olivia Baungaard, Nationalt Videnscenter for Demens – 325.000 kr.
Sif Blandfort, VIA University College – 261.360 kr.
Suzette Sørensen, Regionshospitalet Hjørring – 218.000 kr.
Bevillinger til forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens
Tre forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens modtog bevillinger fra Alzheimer-Forskningsfonden:
Seniorforsker og laboratorieleder Anja Hviid Simonsen modtog 430.000 kr. til projektet ’Biomarkers in dried blood spots and tear fluid for the differential diagnosis of neurodegenerative diseases in a mixed memory clinic cohort’.
Projektet skal undersøge muligheden for at benytte tørrede blodprikker på filterpapir til at understøtte biomarkører til diagnose og prognose af demenssygdomme. Denne prøvetype vil potentielt øge den diagnostiske effektivitet, generere ny viden om demenssygdomme og øge tilgængeligheden for diagnostiske procedurer, uanset hvor i landet man bor.
Læge og ph.d.-studerende Helena Sophia Coley Gleerup modtog 300.000 kr. til projektet ’Klinisk validering af en blodbaseret markør for Alzheimers sygdom i en hukommelsesklinik’.
Projektet skal undersøge, om en blodbaseret biomarkør kan forbedre diagnostikken af Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme. Formålet er at gøre udredningen mere præcis og skånsom, så patienter i fremtiden hurtigere kan få en korrekt diagnose og adgang til relevant behandling.
Cand.scient. i neurovidenskab og ph.d.-studerende Sara Olivia Baungaard modtog 325.000 kr. til projektet ’Virusinfektioner: En initierende faktor for Alzheimers sygdom’.
Projektet skal undersøge, hvordan almindelige virusinfektioner, såsom influenza, kan initiere demenssygdom ved at forstyrre cellernes ’oprydningssystem’, autofagi.