Sådan bruger du e-læring om sanser
Sanserne, der har stor betydning for vores trivsel, bliver stimuleret gennem hverdagens aktiviteter. Når hjernen påvirkes af en demenssygdom, påvirkes evnen til at filtrere og bearbejde sansestimuli fra omgivelserne og kroppen også. Det øger både risikoen for sansemæssig over- og understimulering.
E-læringskurset ’ABC Demens – sanser’ giver viden om og redskaber til at arbejde med fokus på sansernes betydning for trivsel og funktionsevne, og hvordan sansestimulering kan tilpasses den enkeltes behov.
På dette webinar hører du om:
- Hvorfor viden om sanserne er særlig vigtig i demensomsorgen.
- Hvilke faglige indsatser og metoder, der anvendes i e-læringen og hvorfor.
- Hvordan e-læringen og de tilhørende materialer kan omsættes til læring i praksis.
- Erfaringer fra andre, som har brugt e-læringen til kompetenceudvikling.
Målgruppe
Alle fagpersoner, der arbejder med mennesker med demens, og som har interesse for sanser og sansestimulering.
Form
Webinaret foregår som en dialog mellem en moderator og uddannelseskonsulenterne Elsebeth Refsgaard og Camilla Pelsen, som er medudviklere af kurset.