Fysisk helbred og demens – et komplekst sygeplejefagligt felt
Demenssygdom medfører nedsat kognitiv funktion, som på forskellig vis påvirker mestringsevnen og egenomsorgen. Derfor kan mennesker med demens fx have svært ved at give udtryk for helbredsproblemer og vil ofte være ude af stand til at handle hensigtsmæssigt i forhold til disse, hvilket kan true deres helbred og trivsel.
Derudover er de fx også særligt følsomme overfor visse lægemidler, får lettere infektioner, har sværere ved at varetage mund- og tandhygiejne og har ofte også dysfagi (tygge-synkebesvær). Alle områder, som kan true sundheden yderligere.
Sygepleje til mennesker med demens indeholder derfor komplekse og udfordrende opgaver, der stiller særlige krav til det sundhedsfaglige personales kompetencer, så helbredsproblemerne bliver identificeret og håndteret i tide og på en hensigtsmæssig måde.
Kurset er en samlet pakke, der består af fire onlinemoduler á to timers varighed. Der er mulighed for at stille spørgsmål og kommentere via chatfunktionen. Du modtager et teams-link i ugen op til kurset.
Hanne Friberg, uddannelseskonsulent, Nationalt Videnscenter for Demens, er mødeleder på alle fire onlinekurser.
Målgruppe
Social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, demensressourcepersoner og andre sundhedsfaglige medarbejdere med interesse for emnet.
Det får du ud af kurset:
- Indsigt i og forståelse for, at helbredsproblemer hos mennesker med demens er sværere at identificere, og du får inspiration til at kunne håndtere disse problemstillinger i din egen praksis.
- Viden om god praksis, og hvad forskningen siger om forskellige fysiske helbredsproblemer hos mennesker med demens.
- Forståelse for særlige sygeplejeudfordringer i forhold til infektioner, medicin, smerter, ernæring, dysfagi samt mund- og tandsundhed for mennesker med demens.
Program // modul 1 // 27. august
Indtjekning på digital platform
Håndtering af fysiske helbredsproblemer og medicinsk behandling af somatisk sygdom. Elsebeth Glipstrup og Tove Buk, uddannelseskonsulenter, Nationalt Videnscenter for Demens.
Der vil være et kvarters pause undervejs
Program // modul 2 // 10. september
Indtjekning på digital platform
Delirium og smerter. Elsebeth Glipstrup og Tove Buk, uddannelseskonsulenter, Nationalt Videnscenter for Demens.
Der vil være et kvarters pause undervejs
Program // modul 3 // 23. september
Indtjekning på digital platform
Mund- og tandsundhed ved demens. Birita Ellefsen, tandlæge, ph.d., studielektor, Institut for odontologi og oral sundhed, AU.
Der vil være et kvarters pause undervejs
Program // modul 4 // 8. oktober
Indtjekning på digital platform
Ernæringsproblemer og dysfagi ved demenssygdom. Annette Kjærsgaard, privatpraktiserende ergoterapeutisk specialist og ph.d. i dysfagi.
Der vil være et kvarters pause undervejs
Undervisere

Birita Ellefsen
Birita Ellefsen er forsker og underviser på Institut for odontologi og oral sundhed, AU. Hun har fokus på især ældre menneskers orale sundhed i relation til multimorbiditet og polyfarmaci.
Herunder ser hun på, hvilken påvirkning generelle helbredsfaktorer – især demenssygdomme, sundhedsadfærd og andre faktorer – har på oral funktion, forebyggelse, behandlingsbehov og behandlingsmuligheder, og hvordan man kan bibeholde bedst mulig oral sundhed for forskellige grupper af ældre.

Annette Kjærsgaard
Annette har mere end 30 års erfaring med udredning & behandling (klinisk, udvikling & forskning) af borgere med dysfagi, hvoraf hun i de 20 år har været ansat på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Annette har skrevet bogen ”Ansigt, mund og svælg”. Hun har de sidste tre år været privatpraktiserende ergoterapeut og ejer af Dysfagiklinikken – du kan læse mere om Annette på: www.annettekjaersgaard.dk.

Elsebeth Glipstrup
Elsebeth Glipstrup er uddannet sygeplejerske, Master i pædagogisk udviklingsarbejde og uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens. Har som underviser særlige interesseområder indenfor formidling, kommunikation, organisationsudvikling, demens og delirium. Har igennem mange år arbejdet med ældre indlagt på sygehus. Elsebeth Glipstrup har været involveret i flere danske forskningsprojekter om delirium, forekomst, profylakse og behandling.

Tove Buk
Tove Buk er uddannet sygeplejerske i 1987 og har været uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens siden 2014. Hun har arbejdet med patienter med demens i over 20 år, været leder for demensafdeling i 9 år, demenskonsulent i 13 år og undervist i demens i 12 år. Tove Buk blev desuden Merkonom i Personaleudvikling i 2000 og uddannet voksenunderviser i 2012.