Nyt e-learningkursus til ufaglærte i demensplejen
Det nye e-learningkursus ABC Demens – ny i demensplejen henvender sig til nye medarbejdere på plejehjem, i hjemmeplejen eller andre steder, hvor de skal hjælpe og støtte borgere med demens. Det er medarbejdere, der ikke har en sundhedsfaglig uddannelse, eller som er i gang med en sådan uddannelse.
Derfor har kurset fokus på grundlæggende viden om demens, redskaber til at forstå mennesker med demens, og hvordan man kan kommunikere, så de bliver trygge nok til at tage imod den hjælp, de bliver tilbudt – fx at spise eller komme i bad.
Baggrunden for kurset er, at mange af de ansatte i demensplejen i dag er ufaglærte og derfor ikke kan forventes at have den specialviden, som arbejdet med mennesker med demens kræver. Uden den viden kan det være svært for medarbejderne at løse deres opgaver, og samtidig risikerer mennesker med demens ikke at få den hjælp, de har brug for.
Kurset er inden lanceringen blevet testet af Mathilde Falborg, der efter gymnasiet har taget et sabbatår og arbejder som ufaglært i hjemmeplejen i Odder Kommune:
"Kurset indeholder mange genkendelige situationer fra hverdagen og redskaber til at møde og kommunikere med borgere med demens. Det har givet mig en bedre forståelse for deres særlige udfordringer og redskaber til at takle forskellige situationer. Det kan fx være situationer, hvor en borger har afvist min hjælp. Ofte har jeg spurgt mine kollegaer til råds, men efter kurset er jeg blevet bedre klædt på til opgaven.
Fx har jeg en borger, der skal have hjælp til at få spist nok, men som ikke bryder sig om, at jeg åbner hendes køleskab. Nu ved jeg, hvordan jeg med min kommunikation kan sikre, at hun føler sig forstået og tryg ved, at jeg hjælper hende med maden. Hun har det godt, og jeg kan løse min opgave.
Det er et meget vellykket kursus, som jeg ville ønske, at jeg havde haft mulighed for at tage, da jeg startede på jobbet for et halvt år siden. Det ville have sparet både mig og borgerne for mange svære situationer. Jeg vil helt klart anbefale det til andre, der er nye i demensplejen."
Også Stella Carl Krogh, der er gruppeleder i Københavns Kommunes hjemmepleje, ser lovende perspektiver i den nye e-learning:
”Der er virkelig gode redskaber i kurset, som giver et godt indblik i, hvordan man skal møde borgere med demens – fx lærer man, hvor vigtigt ro og kropssprog er.
Medarbejderne kan med redskaberne i kurset gøre borgere med demens trygge og dermed løse kerneopgaven. I en travl hverdag, hvor tiden til at ruste nyansatte til opgaven er knap, bliver jeg som leder også tryg ved, at mine medarbejdere får de rette kompetencer ved at tage kurset.
Alle mine knap 30 medarbejdere skal have tilbud om at tage kurset, for alle kan have brug for nye ideer til, hvordan man kan klare en hverdagssituation som fx et bad. Men det vil særligt være de ufaglærte og elever under uddannelse, som også er kursets målgruppe, der vil få glæde af det.
I sommerperioden stiger andelen af ufaglærte i min gruppe, og de skal helt klart tage kurset, når de starter, så kvaliteten af plejen ikke falder, mens det faste personale er på ferie. Også for tosprogede medarbejdere, der har udfordringer med det danske sprog, vil kurset være meget gavnligt, fordi sproget er letforståeligt.
Det er en klar fordel, at kurset er delt op i tre fokusområder, hvor man selv kan vælge rækkefølgen – viden om demens, betydningen af personens historie og redskaber til kommunikation. Kurset er derfor også velegnet til repetition, fordi man let kan tage en enkelt del af kurset, hvis man bliver i tvivl eller har glemt noget.
Der er ingen tvivl om, at jeg vil anbefale kurset til andre ledere i ældreplejen.”
I Nationalt Videnscenter for Demens er vi meget glade for, at ABC Demens – ny i demensplejen, der tager ca. 1 time at gennemføre, er blevet så godt modtaget:
”Vi ser stigende udfordringer med rekruttering af sundhedsuddannede medarbejdere i ældreplejen, samtidig med at der kommer flere ældre i vores samfund og dermed også flere med demens. Derfor har vi set et behov for at klæde gruppen af ufaglærte og dem under uddannelse på med grundlæggende viden om demens. Og det er præcist det, den nye e-learning ABC Demens – ny i demensplejen, gør.”
Karen Tannebæk, uddannelsesleder, Nationalt Videnscenter for Demens.