ABC Demens på hospital
Mennesker med demens har større risiko for komplikationer, når de kommer på hospitalet, fx på grund af infektioner, øget faldrisiko og forlænget indlæggelsestid. De har også større risiko for at blive udskrevet med øget plejebehov. Derfor er det vigtigt, at det sundhedsfaglige personale hurtigt får øje på patienter med kognitiv svækkelse – også dem uden en demensdiagnose – og tilpasser forløb og tilgang individuelt, så undersøgelser, pleje og behandling kan gennemføres.
ABC Demens på hospital er blevet opdateret i 2025 med blandt andet ny viden om demens og infektioner, opsporing og demensvenlige tiltag på hospitaler.
I kurset får du viden om:
- demens og ændringer i de kognitive funktioner
- personcentreret tilgang til patienter med forskellige demenssygdomme
- kommunikation og kommunikationsredskaber
- positiv ledelse i de korte møder med patienten
- demensvenlige omgivelser
- samarbejde med pårørende
- faglige emner, der kræver særlig opmærksomhed
- forebyggelse og behandling af organisk delirium
- behandling af varigt inhabile uden patientens samtykke.
Test og kursusbevis
Efter kurset er der en test, som du skal bestå for at kunne downloade dit kursusbevis.