Sådan kan du tilrettelægge selve undervisningen

E-læringskurser fra ABC Demens kan indgå i forskellige læringssituationer. Det kan fx være ved et kort personalemøde, introduktion til nye kollegaer eller en temadag om et udvalgt demensfagligt emne.

Undervisningen bør altid tilpasses den lokale kontekst, så eksempler og cases afspejler formålet med undervisningen og deltagernes hverdag og praksis.

Forbered din undervisning

Hvis det ikke allerede er afklaret, så overvej, hvad deltagerne skal have ud af undervisningen. Er fokus på introduktion, refleksion eller implementering? Skal deltagerne have ny viden, ændre praksis eller styrke en fælles forståelse i teamet? Overvej også deltagernes behov og læringsforudsætninger, når du planlægger undervisningen.

Udvælg de elementer fra ABC Demens, der skal indgå i deltagernes forberedelse og i selve undervisningen. Det kan være et helt ABC Demens-kursus eller et enkelt modul, fx ”Demensvenlige omgivelser” fra kurset ABC Demens – pleje og omsorg

Undersøg hvilke materialer fra de forskellige e-læringskurser på abcdemens.dk, som er relevante at anvende i din undervisning. 

Lav en god struktur for undervisningen

Hvad enten du har et kvarter på et personalemøde eller en hel temadag, kan strukturen for din undervisning tage udgangspunkt i følgende opbygning:

  • Introduktion og formål, så deltagerne ved, hvad de kan forvente, og hvad de skal have ud af undervisningen.
  • Centrale budskaber fra e-læringen, som fremhæver det vigtigste indhold.
  • Illustrationer og figurer fra e-læringen, der understøtter forståelsen visuelt.
  • Cases fra e-læringen, som kan danne afsæt for dialog og refleksion.
  • Dilemmaer og refleksions-spørgsmål, der inviterer deltagerne til at koble viden til egen praksis. Forbered nogle spørgsmål, som de kan tænke over selv, dele med sidemanden eller drøfte i fællesskab. Du finder forslag til dilemmaer og refleksions-spørgsmål under materialerne for det enkelte e-læringskursus.
  • Små øvelser, som aktiverer deltagerne og omsætter viden til handling.
  • Opsamling, hvor de vigtigste pointer samles, deltagernes udbytte drøftes, og næste skridt i praksis tydeliggøres. Du kan fx opfordre deltagerne til “Prøv det i morgen”-øvelser. Det er små handlinger, som deltagerne kan afprøve i praksis efter undervisning med ABC Demens.

Hvis du bruger powerpoints i din undervisning, kan præsentationen bygges op efter denne struktur. 

Gode råd til facilitering af læring

God facilitering af læring handler om at skabe sammenhæng mellem det, man lærer i e-læringskurset, og deltagernes praksis. Her er fire gode råd: 

Tag udgangspunkt i konkrete situationer fra praksis

Når undervisningen tager udgangspunkt i konkrete situationer fra praksis, bliver indholdet mere relevant og meningsfuldt for deltagerne, samtidig med at viden fra e-læringen bringes i spil. Det gør det lettere for deltagerne at koble e-læringens budskaber til deres daglige arbejde med mennesker med demens. 

Stil spørgsmål, der inviterer deltagerne til at tale om konkrete erfaringer fra deres praksis, fx: 

“Kan du nævne en situation, hvor du har oplevet, at kommunikationen med mennesker med demens var vanskelig?”

Herefter kan du vise et modul fra e-læringen, som omhandler kommunikation, og drøfte, hvordan denne viden kunne anvendes til den specifikke borger. 

Andre spørgsmål, der kan understøtte læring, er:

  • Hvad blev du særligt optaget af?
  • Hvad genkender du fra din egen praksis?
  • Hvad kan være vigtigt for borgeren i situationen?
  • Hvad kunne du prøve at gøre anderledes næste gang?

Giv plads til erfaringer

Mange deltagere bringer værdifulde erfaringer med sig fra praksis, der kan inddrages aktivt i undervisningen og på den måde danne grundlag for fælles læring. Som underviser og facilitator kan du understøtte dette ved at lytte aktivt, stille uddybende spørgsmål og koble deltagernes erfaringer til de faglige pointer fra e-læringen.

Skab variation og fokus

En god facilitering veksler mellem forskellige læringsformer og holder fokus på det væsentlige. 

Det er hensigtsmæssigt at:

  • skabe en tydelig struktur for undervisningen
  • variere mellem video, dialog og små øvelser
  • begrænse mængden af stof for  at skabe mulighed for fordybelse
  • give deltagerne tid til refleksion – både individuelt og i fællesskab
  • samle op på centrale pointer undervejs og til sidst.

Drøft deltagernes udbytte

Som afslutning på undervisningen kan det være brugbart at drøfte deltagernes udbytte, og hvordan de vil arbejde videre med den nye viden i praksis. 

Eksempler på spørgsmål til deltagerne: 

  • Hvad er det vigtigste, du har lært …
  • Hvad vil du prøve i praksis ...
  • Hvad ønsker du mere viden om …
  • Er der noget, I skal samle op på i teamet …

Hvis et tema går igen i deltagernes svar, kan det være starten til et fælles fokusområde for forbedringer og læring på jeres arbejdsplads. 

background image
ABC Demens e-læringskurser

Se alle e-læringskurserne fra Nationalt Videnscenter for Demens.

Senest opdateret: