Hvordan kan man bruge ABC Demens
Før undervisningen
E-læring fra ABC Demens egner sig godt til blended learning – en kombination af digital læring og fysisk fremmøde. Kurserne er fleksible og giver den enkelte mulighed for at lære i eget tempo. Som forberedelse til undervisningen kan du bede dine kollegaer om at gennemføre et e-læringskursus eller dele af det. Det skaber et fælles fagligt fundament, så du kan bruge undervisningen på øvelser, dialog og refleksioner.
Eksempler på hvordan deltagerne kan forberede sig til undervisningen:
- Gennemgå et helt e-læringskursus
Bed deltagerne gennemføre et udvalgt kursus, så alle møder ind med samme grundviden. - Gennemgå et enkelt modul, som du udvælger
Hvis tiden er knap, kan du vælge ét kort modul, som passer til temaet for undervisningen. - Overveje spørgsmål til indholdet i e-læringen
Giv deltagerne 2-3 spørgsmål, de skal forholde sig til, mens de gennemgår e-læring, fx:
Hvad genkender du fra din egen praksis? eller Hvad undrer dig? - Notere refleksioner, når de gennemgår e-læringen
Bed deltagerne skrive 2–3 pointer ned fra e-læringen, som de tager med til undervisningen. - Koble indholdet af e-læringen til praksis
Bed deltagerne tænke på en konkret borger eller situation, hvor indholdet er relevant. - Løse en konkret opgave i forbindelse med e-læringen
Som underviser stiller du en opgave, som deltagerne løser inden undervisningen, fx:
Find ét eksempel på god demensomsorg i din hverdag eller
Overvej, hvad der er mest udfordrende i arbejdet med borgere med demens.
I undervisningen
E-læring kan være en aktiv del af selve undervisningen. Du kan inddrage elementer eller hele kurser, som giver variation og skaber et godt afsæt for debat og refleksion.
Ved at bruge e-læringskurserne i blended learning kan den fysiske undervisning bruges til fordybelse, refleksion og til at koble læringen til praksis. Du får i højere grad rollen som læringsfacilitator og kan designe opgaver, der tager afsæt i deltagernes erfaringer, og udfordrer dem til at bygge videre på deres viden og kompetencer. Det understøtter en helhedsorienteret læring, hvor deltagerne opnår en dybere forståelse og bedre kan se sammenhænge i praksis.
Læs, hvordan du konkret kan tilrettelægge din undervisning med ABC Demens.
Opfølgning på undervisningen
Følg op på det, deltagerne har lært i e-læringskurserne og undervisningen. Det hjælper med at omsætte læringen til praksis og sikrer, at den bliver fastholdt over tid.
Eksempler på hvordan man kan følge op efter undervisningen:
- Tag eller genbesøg e-læring
Deltagerne genbesøger udvalgte moduler eller tager et nyt kursus for at fastholde og uddybe viden. - Afhold et opfølgningsmøde
Afhold et kort møde, hvor deltagerne deler erfaringer med at anvende det lærte i praksis. Spørg fx Hvad har I fået øje på? Hvad var interessant? Hvad vil I øve jer på? Hvad vil I implementere fremadrettet? - Gør plads til refleksion i hverdagen
Bed deltagerne reflektere over, hvad de har gjort anderledes efter undervisningen, og hvad der virkede. - Afprøv den nye viden i praksis
Giv små opgaver, hvor deltagerne skal afprøve konkrete metoder eller tilgange fra undervisningen. - Del erfaringer
Skab rum for, at man kan dele gode eksempler, udfordringer og løsninger med hinanden. - Indarbejd den nye viden i arbejdsgange
Drøft, hvordan ny viden kan indarbejdes i daglige rutiner og samarbejde.
Se alle e-læringskurserne fra Nationalt Videnscenter for Demens.