Lewy body demens og andre atypiske parkinsonsygdomme
Lewy body demens er en neurodegenerativ sygdom, der udover demens medfører motoriske og autonome symptomer. De kognitive symptomer kan være præget af ændringer i opfattelse af rum, orientering, tempo og koncentration. Der kan også være synshallucinationer og vrangforestillinger, ligesom nattesøvnen kan være meget påvirket. De motoriske og autonome symptomer er de samme, der ses ved Parkinson sygdom.
Lewy body demens er den hyppigste af de såkaldte atypiske parkinsonsygdomme. Det kan være en fordel at kende til øvrige sygdomme, som kan ligne Parkinson sygdom og andre demenssygdomme, inden for dette spektrum: PSP, CBS og MSA.
På kursusdagen vil vi fordybe os i disse særlige demenssygdomme, som kan give andre udfordringer end de klassiske symptomer, der ses ved Alzheimers sygdom. Vi har inviteret en pårørende til at fortælle om sine erfaringer fra hverdagen med en person med Lewy body demens, og kurset vil også byde på viden om træning, omsorg og pleje til denne gruppe mennesker.
Målgruppe
Demenskonsulenter, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt terapeuter i kommuner og på hospitaler, der arbejder med borgere/patienter med Lewy body demens.
Hvad får du ud af denne kursusdag?
- Viden om Lewy body demens og andre atypiske parkinsonsygdomme
- Inspiration til den rette pleje til mennesker med disse sygdomme
- Viden om hensigtsmæssig træning
- Et pårørende-perspektiv på hverdagen med omsorg for en person med Lewy body demens.
Program
Registrering, kaffe og morgenbrød
Velkomst. Mødeleder Tove Buk, uddannelseskonsulent, Nationalt Videnscenter for Demens
Diagnostik og symptomer ved Lewy body demens og andre atypiske parkinsonsygdomme – herunder behandling, pleje og omsorg. Tua Vinter-Jensen, neurolog, Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, Rigshospitalet, og Anders Lundetoft Clausen, klinisk sygeplejespecialist, Neurologisk afd., Bispebjerg Hospital
Pause
Fortsat: Diagnostik og symptomer ved Lewy body demens og andre atypiske parkinsonsygdomme – herunder behandling, pleje og omsorg. Tua Vinter-Jensen og Anders Lundetoft Clausen
Frokost
Hvorfor er træning vigtigt? Alment om træning og specifikt om træning ved parkinsonisme, faldforebyggelse og hjælpemidler. Eva-Ann Danielsson, fysioterapeut, Bispebjerg Hospital
Kaffepause
En pårørendes perspektiv på hverdagen med omsorg for partner med Lewy body demens. Laila Munkstrup Petersen, pårørende
Afslutning
Undervisere
Tua Vinther-Jensen
Tua Vinther-Jensen er neurolog på Bispebjerg Hospital og Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, Rigshospitalet.
Tuas forskning fokuserer på ataksi, diagnosticering og kliniske undersøgelser.
Anders Lundetoft Clausen
Anders Lundetoft Clausen har arbejdet på Neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i knap 25 år – alle år med subspecialet bevægeforstyrrelser. Han var med til at skabe Daghospital for atypisk parkinson i 2004.
Anders er desuden ansat som sygeplejefaglig konsulent i Parkinsonforeningen, hvor han siden 2008 har haft ugentlig telefonrådgivning vedr. parkinson og atypisk parkinson.
Eva-Ann Danielsson
Eva-Ann Danielsson har arbejdet med neurologisk fysioterapi siden 2001. Hun har siden 2018 været ansat som fysioterapeut i Daghospital for atypisk parkinson på Bispebjerg Hospital, hvor hun rådgiver patienter og pårørende om træning, faldforebyggelse og hjælpemidler.