Kun hver tredje ved, at risikoen for demens kan reduceres
Den uafhængige forskningsenhed Alzheimers Research UK har siden 2018 gennemført den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse the Dementia Attitudes Monitor med henblik på at afdække den engelske befolknings viden om demens og holdninger til demensudredning. Den tredje og seneste fase af undersøgelsen fandt sted i juni 2023 og omfattede telefoninterviews af 2.530 personer.
Hjernesundhed kan påvirkes
Deltagerne blev blandt andet præsenteret for en liste med fem folkesygdomme, herunder demens, og spurgt, hvilke af sygdommene det er muligt at nedsætte risikoen for at få. Kun 36 % af deltagerne mente, at det er muligt at nedsætte risikoen for at udvikle demens. Til gengæld mente 78 % af deltagerne, at risikoen for diabetes kan mindskes, 72 % mente, at risikoen for hjertesygdom kan reduceres, 60 % mente, at risikoen for apopleksi kan nedsættes, og 51 % mente, at risikoen for kræft kan mindskes.
Deltagerne blev også spurgt, hvorvidt de mente, at det er muligt for en person at påvirke sin hjernes sundhedstilstand, hvilket 74 % erklærede sig enige i. Respondenternes generelle optimisme vedrørende muligheden for at påvirke hjernesundheden og samtidige pessimisme vedrørende muligheden for at mindske risikoen for demens udgør lidt af et paradoks.
I spørgeskemaundersøgelsen spurgte man også ind til deltagernes viden om risikofaktorer for demens: ”Hvad tror du kunne øge en persons risiko for at udvikle demens?”. Her var de hyppigste svar: ”At være for lidt mentalt aktiv” (19 %), ”Usund kost” (18 %), ”Arvelige faktorer” (17 %) og ”Mangel på motion” (15 %). Høj alder, der formentlig er den stærkeste dokumenterede risikofaktor for at udvikle demens, blev kun nævnt af 5 % af deltagerne.
Faktorer som ukorrigeret høretab, depression og traumatisk hjerneskade, der ifølge The Lancet Commission on Dementia udgør nogle af de stærkeste risikofaktorer for demens, blev kun nævnt af henholdsvis 1 %, 3 % og 9 % af respondenterne.
Frygtet sygdom
Blandt andre vigtige resultater fra undersøgelsen kan nævnes:
- Kun seks ud af 10 deltagere er klar over, at demens er en dødelig sygdom. Besvarelsen bør ses på baggrund af, at demens ifølge det danske Dødsårsagsregister er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark.
- Knap halvdelen af deltagerne er enige i udsagnet "Demens er den sygdom, jeg frygter mest for at få i fremtiden."
- Halvdelen af deltagerne udtrykker skepsis over for de lægemidler mod demens, der i øjeblikket er tilgængelige, på grund af begrænset eller manglende effekt.
- Lidt over halvdelen af deltagerne forventer, at de sygdomme, der forårsager demens, på et tidspunkt vil kunne helbredes.
- Der er stor opbakning til forskning i demens, idet to tredjedele af de adspurgte siger, at de ville overveje at deltage i medicinsk forskning, hvis de blev spurgt.
The Dementia Attitudes Monitor blev gennemført i tre faser. Den første fase løb af stablen i sommeren 2018, hvor 2.361 personer blev interviewet ansigt-til-ansigt i deres hjem. Anden fase blev gennemført i 2021 under Covid-19 pandemien ved hjælp af telefoninterviews. Tredje fase fandt som nævnt sted i sommeren 2023 og var ligeledes baseret på telefoninterviews.
Resultaterne fra undersøgelsen er tilgængelige i en 60-siders engelsksproget rapport, der frit kan downloades fra Alzheimers Research UK’s hjemmeside.