E-learning for læger: Intro til den virkelighed som læger kan stå i
Denne artikel er oprindeligt udgivet i Nationalt Videnscenter for Demens' trykte årsmagasin 2022.
Tidligere på året lancerede Nationalt Videnscenter for Demens e-learningkurset ABC Demens for læger – udredning. E-learningen er målrettet læger og andre fagpersoner, som arbejder i udredningsenheder, og er en opdateret udgave af ABC Demens for læger, der blev lanceret tilbage i 2017.
Overlæge Kristian Steen Frederiksen fra Nationalt Videnscenter for Demens, der er en af fagpersonerne bag, har set frem til, at læger og andre faggrupper nu kan tilegne sig viden om forskellige perspektiver på udredningen gennem gratis og praksisnær e-learning. Det gælder fx journaloptagelse, relevante undersøgelser med scanningsbilleder, differentialdiagnoser og behandling.
”Modsat den traditionelle og opremsende medicinske lærebog er vores e-learning bygget op om meget konkrete eksempler,” forklarer Kristian Steen Frederiksen.
Tag e-learningen ABC Demens for læger - udredning her
”Det afspejler i langt højere grad den virkelighed, man som læge kommer til at stå i med en konkret patient, der har nogle håndgribelige klager. I den klassiske lærebog står der typisk, at hvis man har denne sygdom, har man det på en bestemt måde med nogle specifikke symptomer. Men en patient kommer jo ikke og siger: ’Jeg har denne sygdom’. Han eller hun fortæller, hvilke ændringer eller gener, vedkommende har oplevet.”
”Med e-learningen har vi forsøgt at simulere, hvordan en patient ofte reagerer, når vedkommende oplever, at hukommelsen ændrer sig og bliver dårligere,” fortæller Kristian Steen Frederiksen.
Fra symptomer til diagnose
Kristian Steen Frederiksen oplever, at de fleste læger synes, det er interessant, når man bliver stillet over for en problemstilling samt nogle symptomer, og herefter skal finde frem til, hvad det er, patienten fejler. Og selvfølgelig dernæst hvad der er den bedst mulige behandling.
”Det er dét, der er stimulerende, og vi har netop forsøgt at gøre e-learningen appellerende og varieret med forskellige scenarier og opgavetyper, der også giver en mulighed for at teste, om man rent faktisk har opfanget det, man skal.
ABC Demens for læger – udredning er normeret til 1 time og 45 minutter. Målgruppen for den nye e-learning tæller yngre læger, der er under uddannelse inden for specialerne geriatri, neurologi, psykiatri og almen medicin, og andre læger og faggrupper, som arbejder med udredning inden for demensområdet.
Da Kristian Steen Frederiksen for år tilbage blev færdig som læge, savnede han selv viden om, hvad han konkret skulle gøre, når han stod over for en patient – og ikke endnu havde opbygget så meget erfaring.
Med e-learningen forsøger Nationalt Videnscenter for Demens at formidle viden, som ikke nødvendigvis bygger på en masse videnskabelige undersøgelser, men derimod på mange dygtige lægers erfaring med, hvordan man håndterer patienter, der fx klager over hukommelsen.
”Når man bliver uddannet læge, kan det godt være, at man efter eksamen har fået ’kørekortet’, men man har ikke rigtigt været ude at køre bilen. Rutinen og erfaringen mangler, og det er det, vi forsøger at bidrage med ved at lave praksisnær e-learning, som er tæt på, hvad man rent faktisk skal gøre, når man står ude i virkeligheden,” siger han.
Tid til læring
Derudover giver de cases og dilemmaer, man skal forholde sig til og reflektere over, måske også lige præcis den mulighed for refleksion, som kan være svær at få tid til i en travl hverdag, siger Kristian Steen Frederiksen.
”Læger kan stå alene i mange forskellige situationer i hverdagen, hvor der er langt til en kollega, man kan spørge, og måske har man ikke gode muligheder for at få supervision i hverdagen. E-learningen er et forsøg på at give samme muligheder, uanset hvilke forudsætninger og hvilken situation man befinder sig i,” understreger Kristian Steen Frederiksen.
”Det kan godt være, at vi ikke altid kan tilbyde behandling i gængs forstand med medicin, men det at få en forklaring og en afklaring kan være en stor hjælp – også for de pårørende. Vi kan også give bedre og mere præcis rådgivning, hvis vi ved, hvad det er for en demenssygdom, det drejer sig om. Derfor er udredning så vigtigt”, slutter Kristian Steen Frederiksen.