WHO: Demens er en udfordring, som verden ikke formår at tackle
Mere end 55 millioner mennesker på verdensplan har demens, vurderer Verdenssundhedsorganisationen WHO i en ny rapport. Det antal estimeres til at vokse til 78 millioner mennesker allerede i 2030 og til 139 millioner mennesker i 2050.
Det er i det lys, det skal ses, når WHO også konkluderer, at blot en fjerdedel af landende i verden har en national politik, strategi eller plan for, hvordan mennesker med demens og deres pårørende skal støttes. Halvdelen af landene med en plan befinder sig i Europa, og resten fordeler sig over de forskellige kontinenter.
Det viser med al tydelighed, at der er brug for mere fokus og forpligtelse fra regeringerne rundt om, ifølge Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektør i WHO.
”Vi svigter mennesker med demens globalt, og det skader os alle,” siger han i en pressemeddelelse fra samme sted.
Han påpeger, at der er brug for en koordineret indsats for at sikre, at alle mennesker med demens kan leve med den støtte og værdighed, de fortjener.
Det har ind til videre fejlet, for selv om sundhedsministre fra mange lande tilbage i 2015 blev enige om en handlingsplan med fokus på tidlig diagnosticering og sikring af pleje, ser det ikke ud til, at de målsætninger, der blev fastsat for 2025, kan nås, mener generaldirektøren. Desuden er der mange af landene i Europa, hvis handlingsplaner enten er udløbet eller ved at udløbe, jf. WHO.
8149 milliarder kroner
Demenssygdomme er allerede nu dyrt for et samfundet. Det er særligt den funktionsnedsættelse, der følger med demens, som koster mange penge. På verdensplan var udgifterne forbundet med demens i omegnen af 1300 milliarder dollar (over 8149 milliarder kroner) i 2019.
Hvis man ser på den estimerede stigning i antal af mennesker med demens, kan man også godt forestille sig, hvor de økonomiske perspektiver bevæger sig hen ad.
I Danmark estimerer vi, at der i 2030 vil være ca. 50.000 ældre med en demensdiagnose, men som følge af et ukendt mørketal vil det reelle antal personer med demens formentlig blive en del højere.