Ny udgave af Forstå demens
Første udgave af Forstå demens så dagens lys i 2004, mens anden udgave kom i 2011. I mellemtiden har vi opnået en bredere og mere nuanceret forståelse af demens, hvilket afspejler sig i indholdet af den ny, tredje udgave af lærebogen.
Redaktørerne bag Forstå demens omtaler udviklingen som et paradigmeskifte, idet vi i dag har et helhedsorienteret syn på demenssygdomme som multifaktorielle.
Den nutidige forståelse af demenssymptomer og måden, som livet med demens leves, afspejler ikke kun biologiske sygdomsprocesser i hjernen, men omfatter også psykologiske, sociale og samfundsmæssige faktorer.
Som følge heraf er Forstå demens blevet udvidet med kapitler om emner som personcentreret omsorg, det demensvenlige samfund og grupper med særlige behov – som for eksempel etniske minoriteter og personer med udviklingshæmning og demens.
Psykosociale indsatser
Indenfor de seneste årtier er der også skabt megen ny viden indenfor indsatser som fysisk aktivitet, rehabilitering, kognitiv stimulationsterapi, reminiscens og musikterapi, der tidligere har været omtalt som non-farmakologiske/ikke-medicinske og socialpædagogiske indsatser. Denne type indsatser sammenfattes nu under begrebet psykosociale indsatser.
En række fageksperter har bidraget med kapitler, der giver et godt og opdateret overblik over den aktuelle status indenfor de forskellige typer af psykosociale indsatser. Også kapitler vedrørende teknologi til mennesker med demens, demensvenlig indretning og palliation og demens har fundet vej til den ny udgave af Forstå demens.
Fagligt fokus
I modsætning til de tidligere af udgaver af Forstå demens, der især henvendte sig til lægfolk som for eksempel pårørende til personer med demens, har den ny udgave skiftet fokus og henvender sig nu til fagpersoner.
Kernemålgruppen er dels studerende på mellemlange uddannelse og dels fagpersoner under efteruddannelse indenfor demensområdet som for eksempel demenskoordinatorer. Men også kandidatuddannede fagfolk som for eksempel læger og psykologer vil kunne profitere af bogens tværfaglige bredde.
Selvom der er tale om et fagbog, vil mange lægfolk med interesse for demensområdet formentlig kunne læse med, da bogen er velskrevet og centrale fagudtryk forklares undervejs.
Forstå demens fremstår i sin tredje udgave som den centrale grundbog på dansk indenfor demensområdet.
Bogen anbefales varmt til alle, der har en faglig eller personlig interessere i demens. Forstå demens er på 372 sider og udgives af Hans Reitzels Forlag. En del af overskuddet fra bogen går til Alzheimerforeningen.