Mulig blodprøve for variant af frontotemporal demens
Biomarkøren kan i forvejen måles i rygmarvsvæsken, men et nyt dansk-finsk studie viser, at måling i blodet kan fungere omtrent lige så godt.
Frontotemporal demens er karakteriseret ved en høj grad af arvelighed, og en række specifikke genmutationer er blevet påvist at være sygdomsfremkaldende.
I 1990’erne identificerede man en særlig variant af frontotemporal demens, såkaldt FTD-3, der er forårsaget af en mutation i et gen med det mundrette navn CHMP2B. FTD-3 forekommer i en dansk slægt gennem seks generationer, som er fulgt af en international forskergruppe the FTD Research in Jutland Association (FReJA) i over 30 år.
Som barn af en person med FTD-3 har man 50 % risiko for at arve sygdommen og mere end 50 medlemmer af familien er blevet diagnosticeret med klinisk FTD-3. Hertil kommer en gruppe familiemedlemmer, der har fået påvist den sygdomsfremkaldende mutation, men som endnu ikke har udviklet kliniske symptomer – såkaldte præsymptomatiske bærere.
Markør for neuronskade
Neurofilament light chain (NfL) protein udgør en sensitiv og uspecifik markør for skade på neuronerne i forbindelse med neurodegenerativ sygdom. NfL har i tidligere undersøgelser vist sig at kunne bidrage til at skelne mellem raske kontrolpersoner og patienter med amyotrofisk lateral sklerose (ALS), Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom og vaskulær demens.
NfL måles primært i rygmarvsvæsken, men kan også påvises i blodprøver. Selvom om koncentrationen i blod er mange gange lavere end i rygmarvsvæsken, ses høj korrelation mellem de to typer af målinger, hvilket tyder på, at NfL i blodet kan anvendes som en præcis erstatningsmarkør for NfL i rygmarvsvæsken.
Tre deltagergrupper
En dansk-finsk forskergruppe har undersøgt den kliniske anvendelighed af måling af NfL i blodet med henblik på at skelne mellem henholdsvis patienter med FTD-3 forårsaget af CHMP2B-mutationen, præsymptomatiske bærere af mutationen og raske familiemedlemmer uden pågældende mutation.
Der indgik 12 FTD-3 patienter, 10 præsymptomatiske mutationsbærere og 16 raske familiemedlemmer i studiet. Deltagerne fik målt koncentrationen af NfL i rygmarvsvæske og blodserum og deres kognitive status blev vurderet ved hjælp af Addenbrooke’s Cognitive Examination (ACE).
Signifikante gruppeforskelle
Forskerne fandt, at koncentrationen af NfL i blod var signifikant forhøjet blandt symptomatiske FTD-3 patienter sammenlignet med præsymptomatiske mutationsbærere og raske familiemedlemmer. Blandt de præsymptomatiske mutationsbærere så NfL-niveauerne i blod ud til at stige gradvist med alderen, hvilket muligvis ændrede sig, når disse personer begyndte at udvikle symptomer.
Målinger af NfL i blodserum og rygmarvsvæske var højt korrelerede, og selvom koncentrationen af NfL i blodet var 54 gange lavere end koncentrationen af NfL i rygmarvsvæske, var de to målemetoder lige effektive til at adskille de tre deltagergrupper. Stigninger i NfL-niveauet i blod blev modsvaret af en nedgang i det kognitive funktionsniveau målt ved hjælp af ACE.
Forskerne inkluderede desuden et mål for integriteten af blodhjernebarrieren, der så ud til at være svækket blandt symptomatiske FTD-3 patienter, hvilket dog ikke påvirkede de påviste forskelle i NfL-niveau.
Erstatningsmarkør
Resultaterne understøtter, at måling af NfL i blodet kan anvendes som surrogatmarkør for NfL i rygmarvsvæsken med henblik på at følge fremadskridende neurodegeneration ved FTD-3 i flere år før de kliniske symptomer debuterer.
Blodprøver rummer nogle indlysende praktiske og økonomiske fordele sammenlignet med lumbalpunktur – især fordi blodprøver er langt mindre invasive. Studiet er publiceret i fagtidsskriftet Dementia and Geriatric Cognitive Disorders, hvor det er udvalgt til 30th Anniversary: Research Article.