Et neuropædagogisk perspektiv på omsorg til mennesker med demens
Pleje og omsorg til mennesker med demens drejer sig ikke kun om praktisk hjælp til mad, påklædning og personlig hygiejne, men i høj grad også om, hvordan man etablerer en personcentreret og helhedsorienteret tilgang til plejeopgaven.
Den neuropædagogiske forståelsesramme sigter, som navnet antyder, mod at kombinere viden om hjernen med en pædagogisk praksis. Neuropædagogik lægger op til at være nysgerrig på omverdenens og vores egen indflydelse på det, der sker i relationen med andre mennesker – herunder mennesker med demens.
- Bogen indeholder blandt andet en kort introduktion til demenssygdomme og neuropædagogik, en let forståelig introduktion til hjernens funktion og opbygning, samt en indføring i, hvordan hjernen hos en person med demens svækkes.
- Bogen kommer ind på stress hos henholdsvis mennesker med demens og hos omsorgsgivere, hvilket dækker både den fagprofessionelle og private omsorgsrelation som pårørende.
- Et kapitel er helliget til at give en forståelse for betydningen af, hvordan vi henvender os til andre mennesker alt efter deres sindstilstand med udgangspunkt i begreberne regulere, relatere og reflektere.
- Neuropædagogikken kobles sammen med den personcentrerede tilgang til omsorg samt den såkaldte Tryghedscirkel – et tilknytningspsykologisk begreb, der oprindeligt er udviklet til at beskrive relationen mellem barn og forælder, men som også kan bidrage til at forstå adfærden hos mennesker med demens.
- Den afsluttende del af bogen belyser, hvordan man som omsorgsgiver kan komme ud i pressede situationer, hvilket kan gå ud over fagligheden og medføre følelser af magtesløshed.
Der er tale om en praksisnær fremstilling, der inddrager mange eksempler og kasuistikker fra det daglige arbejde med mennesker med demens, der blandt andet illustrerer, hvordan relationsarbejdet ofte går forud for den praktiske opgaveløsning.
Målgruppen for bogen er ansatte indenfor ældreområdet, der arbejder med mennesker med demens som fx social- og sundhedshjælpere og -assistenter, ergoterapeuter, sygeplejersker, pædagoger og ledere. Bogen er også skrevet til elever på SOSU-uddannelserne samt studerende fra sundhedsfaglige og pædagogfaglige uddannelser. Selvom bogen primært henvender sig til fagpersoner, er den skrevet i et forholdsvis let tilgængeligt sprog og vil formentlig også kunne læses af mange pårørende til personer med demens.
Den ny lærebog ser ud til at falde på et tørt sted, idet der er langt mellem samlede fremstillinger på dansk af den neuropædagogiske tilgang til pleje og omsorg til mennesker med demens.