Ensomhed knyttet til øget risiko for demens
Sammenhængen mellem sociale relationer og risikoen for at udvikle demens er blevet undersøgt i en lang række befolkningsundersøgelser fra 1990’erne og fremefter. I 2016 blev der publiceret en systematisk gennemgang og tværgående analyse, en såkaldt metaanalyse, af den daværende forskning. Ifølge metaanalysen er ensomhed associeret med ca. 58 % øget risiko for senere udvikling af demens (relativ risiko 1,58).
I mellemtiden er antallet af befolkningsundersøgelser, der belyser sammenhængen mellem sociale relationer og demens, vokset, og for nylig har forskere fra Hong Kong Polytekniske Universitet publiceret en ny systematisk gennemgang og metaanalyse af længdesnitsundersøgelser indenfor området.
Hyppige sociale kontakter
Forskerne inkluderede 40 forskningsartikler baseret på 32 befolkningsundersøgelser i deres gennemgang, hvoraf ti studier fokuserede på sammenhængen mellem oplevelse af ensomhed og risiko for at udvikle demens. Ifølge en metaanalyse af studierne var ensomhed associeret med ca. 42 % øget risiko for senere udvikling af demens (relativ risiko 1,42; 95 % konfidensinterval 1,26 til 1,60).
Tilsvarende indikerede en metaanalyse baseret på 13 befolkningsundersøgelser, at en høj grad af socialt engagement var associeret med ca. 19 % mindsket risiko for demens (relativ risiko 0,81; 95 % CI 0,74 til 0,89). Også hyppigheden af sociale kontakter var associeret med nedsat risiko for demens. En metaanalyse af seks befolkningsundersøgelser pegede på, at hyppige sociale kontakter i hverdagen var associeret med ca. 14 % mindsket risiko for demens (relativ risiko 0,86; 95 % CI 0,76 til 0,97).
Forskerne fandt imidlertid ingen signifikant sammenhæng mellem demensrisiko og fænomener som social støtte, tætheden eller nærheden af social kontakt og social isolation.
Årsag eller virkning?
Da der er tale om befolkningsundersøgelser – også kaldet observationsstudier – bør man være forsigtig med at konkludere noget vedrørende årsag og virkning. Det er nærliggende at tro, at fx oplevelse af ensomhed udgør en risikofaktor for demens, hvorimod en høj grad af socialt engagement udgør en beskyttende faktor.
Det er imidlertid vanskeligt at udelukke, at sammenhængen går den modsatte vej: altså at diskrete symptomer på en begyndende demenssygdom bidrager til øget social tilbagetrækning og dermed ensomhed. Fænomenet kaldes omvendt kausalitet.
Forskerne peger på tre forklaringsmodeller for sammenhængen mellem oplevelse af ensomhed og demensrisiko.
For det første kan der være en biologisk mekanisme i spil. Ensomhed er knyttet til oplevelse af stress og forhøjede niveauer af kortisol (en slags stresshormon) og et forstærket cytokinrespons (aktivering af immunforsvaret) , hvilket kan bidrage til inflammatoriske processer i kroppen. Det ’slider’ populært sagt på hjernecellerne.
For det andet kan ensomhed for nogle menneskers vedkommende bidrage til en mere usund livsstil, hvor de fx er mindre fysisk aktive eller har et højere tobaksforbrug. Det øger risikoen for fx hjertekarsygdomme, hvilket er en kendt risikofaktor for demens.
En tredje forklaringsmodel peger i retning af dårligere psykisk trivsel og øget risiko for fx depression, der ligeledes er kendt som en risikofaktor for demens.