Demensugen sætter fokus på et demensvenligt Danmark
For at gøre Danmark mere demensvenligt laver Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark hvert år en fælles indsats sammen med fagpersoner, kommuner, organisationer, virksomheder og frivillige, der munder ud i en række oplysningsaktiviteter og events.
En del af indsatsen handler om at udbrede kendskabet til demenssymbolet Håndsrækningen, som folkebevægelsen også står bag. Demenssymbolet viser to hænder, der strækker sig mod hinanden. Symbolet kan bæres af mennesker med demens for at vise, at de kan have behov for hjælp eller særlige hensyn.
Til årets Demensuge er der fokus på kultur og fritid, fordi mange mennesker, der får en demensdiagnose, trækker sig fra sociale aktiviteter og fritidsliv.
Bag Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står Dansk Sygeplejeråd, Ældre Sagen, Faglige Seniorer, Alzheimerforeningen, Demenskoordinatorerne i Danmark, Pårørende i Danmark, Danske Professionshøjskoler, Ergoterapeutforeningen, Socialpædagogerne og FOA.