Anden bølge af COVID-19 rammer plejehjemmene
I Danmark er der ifølge Sundhedsdatastyrelsen 934 plejehjem med til sammen mere end 40.000 beboere. Antallet af plejehjemsbeboere med demens kendes ikke med sikkerhed, men plejehjemspersonalet anslår, at op imod tre fjerdedele af beboerne er kognitivt svækkede i større eller mindre grad.
Overvågning af plejehjem
Ifølge Statens Serum Institut, der overvåger udviklingen i spredningen af COVID-19 på danske plejehjem, er antallet af beboere, der er testet positive, steget ganske brat fra 0 til 1 tilfælde per uge i august til mere end 80 tilfælde i uge 47 (medio november). Antallet af plejehjem med bekræftede COVID-19 tilfælde er tilsvarende steget fra 0 til 28 i samme periode.
Figuren viser udviklingen i antal beboere på plejehjem testet positiv med COVID-19 og antal dødsfald med COVID-19 fra uge 35 til uge 47.*
*Kilde: Statens Serum Insittut Overvågning af COVID-19 på plejehjem.
Høj dødelighed
Blandt plejehjemsbeboere, der er testet positive, er risikoen for at dø med COVID-19 relativt høj. Siden marts 2020 er der konstateret 927 COVID-19 bekræftede tilfælde på danske plejehjem, hvoraf 277 - svarende til knap hver tredje - er døde. I baggrundsbefolkningen ligger dødeligheden med COVID-19 markant lavere (omkring 1,1 %), men tallene kan ikke sammenlignes direkte, idet beboere på plejehjem i sagens natur er meget ældre og har mange flere sygdomme end den øvrige befolkning.
Særlig viden om plejehjem og Covid-19
Vi har samlet viden om anvendelse af værnemidler, vedligeholdelse af sociale kontakter, særlig opmærksomhed på symptomer og gode råd til kommunikation.
- Du kan læse alle artiklerne her.
Sygdommen COVID-19 er en forkortelse for coronavirus disease 2019 forårsaget af en notorisk virus af coronafamilien, som siden december 2019 har bredt sig globalt og ramt især ældre og helbredsmæssigt svækkede personer – herunder personer i plejebolig.