Årsag til markant stigning i Alzheimermarkør ligger i laboratoriet
Niveauet af proteinfragmentet beta-amyloid 1-42 målt i rygmarvsvæsken udgør en vigtig biologisk markør for Alzheimers sygdom. Anvendelsen af beta-amyloid 1-42 målinger i klinisk praksis har især tidligere været kompliceret af variationer i metoder til prøvetagning, opbevaring og analyse.
Den manglende standardisering har blandt andet gjort det vanskeligt at blive enige om en fælles cut-off (skæringsværdi) til at skelne mellem normale og afvigende niveauer af beta-amyloid 1-42. Resultaterne har væsentlig betydning for fortolkningen af prøvesvar i den daglige kliniske praksis og for forskning baseret på biomarkører.
Signifikant stigning
En dansk forskergruppe har sammenlignet niveauer af beta-amyloid 1-42 og andre biomarkører blandt knap 2.000 danske patienter fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik, der gennemgik demensudredning i perioden 2008 til 2019. Sammenligningen viste en signifikant stigning i det gennemsnitlige niveau af beta-amyloid 1-42 igennem – nærmere bestemt fra 444 til 850 pg/ml (picogram per milliliter).
Med hensyn til de øvrige biomarkører sås, at niveauet af fosfortau målt i rygmarvsvæsken gik lidt op og ned, men uden en konsekvent stigende eller faldende tendens gennem de 12 år, niveauet af totaltau var nogenlunde uændret. Mængdeforholdet mellem beta-amyloid 1-42 og totaltau fulgte omtrent samme stigning som beta-amyloid 1-42.
Andelen af patienter, der fik en Alzheimerdiagnose, var stort set uændret år for år. Det samme gjaldt kønsfordelingen. Til gengæld sås en signifikant stigning i patienternes alder.
En tur i biobanken
Forskerne har ikke nogen sikker forklaring på den konstaterede stigning beta-amyloid 1-42 biomarkøren, men mistænker, at det har noget at gøre med det anvendte analytiske testsystem (assay), der er baseret på den såkaldte ELISA INNOTEST platform.
Da testsystemet udbydes af en kommerciel, privatejet virksomhed, har forskerne ikke haft adgang til at undersøge eventuelle ændringer i testkits gennem tiden. Men da rygmarvsvæskeprøver siden 2008 har været opbevaret i Dansk Demens Biobank, kunne de genanalysere 26 af de gamle prøver på ny i 2021.
De ny analyser viste signifikant højere beta-amyloid 1-42 værdier end de oprindelige analyser af samme prøver. Det indikerer, at stigningen i beta-amyloid 1-42 kan hænge sammen med ændringer i testsystemet.
Viden om systematiske ændringer i biomarkører for Alzheimers sygdom gennem tiden er væsentlig for fortolkningen af prøvesvar i den daglige kliniske praksis. Viden om ændringerne har også betydning for forskning baseret på prøvesvar, der er lagt ind Biobanken gennem en årrække samt for rekruttering af forsøgsdeltagere fra databaser.