Fysisk inaktivitet øger næppe risiko for demens
Ifølge tidligere meta-analyser af prospektive (fremadrettede) observationsstudier øger fysisk inaktivitet risikoen for senere udvikling af demens med 30-40%.
De observationsstudier, der indgik i analyserne, var en særlig type befolkningsundersøgelser, hvor man fulgte veldefinerede grupper af personer, såkaldte kohorter, i en årrække – dog typisk kortere end 10 år. Interventionsstudier i form af randomiserede kontrollerede undersøgelser har derimod ikke kunnet påvise en forebyggende effekt af fysisk aktivitet mod demens.
400.000 deltagere
En international forskergruppe har på vegne af det såkaldte IPD-Work konsortium (individual-participant data meta-analysis in working populations) foretaget en ny meta-analyse af 19 prospektive observationelle kohortestudier vedrørende sammenhængen mellem fysisk inaktivitet og risiko for demens. Studierne inkluderede til sammen mere end 400.000 deltagere uden kognitiv svækkelse eller demens ved starten af undersøgelserne.
Studierne havde op til 22 års opfølgning og var fra Europa og USA. Oplysninger om deltagernes fysiske aktivitetsniveau var baseret på selvrapportering – typisk spørgeskemaer – og oplysninger om senere udvikling af demens blev trukket fra hospitalsregistre, dødsregistre eller lægemiddelregistre.
Kort og lang opfølgning
Den store datamængde og den lange opfølgningstid muliggjorde flere analyser end i tidligere meta-analyser. Hvis man fokuserede på deltagere med færre end 10 års opfølgning fandt man, ligesom i tidligere analyser, at fysisk inaktivitet øgede risikoen for udvikling af demens med ca. 40% (hazard ratio 1,40; 95% konfidensinterval 1,19 til 1,65).
Men analyser af deltagere med mere end 10 års opfølgning viste ingen sammenhæng mellem fysisk inaktivitet risiko for demens (hazard ratio 1,01; 95% konfidensinterval 0,89 til 1,13).
Analyserne blev gentaget med fokus specifikt på Alzheimers sygdom i stedet for demens generelt, hvilket ikke ændrede resultaterne.
Diabetes, hjertekarsygdom og apopleksi
Meta-analysen undersøgte endvidere sammenhængen mellem fysisk inaktivitet og risiko for senere udvikling af diabetes, hjertekarsygdom eller apopleksi.
For alle tre sygdomsgrupper sås statistisk signifikante sammenhænge uanset om deltagerne havde en opfølgning på mere eller mindre end 10 år. De fundne risikoestimater svarede til resultaterne fra tidligere meta-analyser.
Der sås endvidere en tendens til, at personer, der udviklede henholdsvis diabetes, hjertekarsygdom eller apopleksi efterfølgende også havde øget risiko for at udvikle demens, men her var datagrundlaget ret spinkelt.
Omvendt kausalitet
En nærliggende forklaring på resultaterne af den ny meta-analyse er, at demenssygdomme har et forstadie af måske op til 10 års varighed, hvor de personer, der er på vej til at blive syge, generelt bliver mere passive og mindre fysisk aktive. Den påviste sammenhæng mellem demens og fysisk inaktivitet ved mindre end 10 års opfølgning skyldes med andre ord, at der i løbet af den prækliniske eller prodromale fase af demens sker en afmatning i det fysiske aktivitetsniveau – men ikke at fysisk inaktivitet i sig selv øger risikoen for demens.
Forskerne bag meta-analysen vurderer på baggrund af resultaterne, at interventionsstrategier, der fokuserer på at afhjælpe fysisk inaktivitet blandt midaldrende og ældre, vil have begrænset effekt på forebyggelse af demens.
På den anden side bekræfter deres resultater nok engang, at fysisk inaktivitet udgør en risikofaktor for diabetes, hjertekarsygdom eller apopleksi, hvilket i sig selv burde være et godt argument for at holde sig fysisk aktiv.
Det kan heller ikke udelukkes, at fysisk inaktivitet indirekte medvirker til at øge risikoen for demens blandt personer, der rammes af disse tre typer af sygdomme.