Videnscentret modtager sundhedspris

Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
Nationalt Videnscenter for Demens er en af de 10 enheder i Region Hovedstaden, der i dag - den 28. september 2010 - er blevet udpeget til at være "Global Excellence – i sundhed".

Prisen tildeles faglige miljøer på regionens hospitaler og universiteter, der yder en indsats, der er i superligaen på sundhedsområdet.

Global Excellence-prisen gives for at fremme kompetente faglige miljøer på internationalt niveau, og med tildelingen følger 1,5 mio. kr., finansieret over Region Hovedstadens regionale udviklingsmidler. Pengepræmien skal bruges til at tiltrække internationale forskere og behandlere eller til at afholde internationale konferencer.

Vi i Nationalt Videnscenter for Demens glæder os over, at en af priserne gik til demensområdet. Nationalt Videnscenter for Demens vil gerne takke kolleger, samarbejdspartnere og bevillingsgivere i hele landet, som har bidraget til, at videnscentret har kunnet vinde denne pris i dag.