Nøgletal: Forbrug af antipsykotisk medicin ved demens

Af Kasper Jørgensen
Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
I Danmark er omtrent hver femte borger med demens i behandling med et antipsykotisk lægemiddel. Andelen af borgere med demens, der behandles med antipsykotisk medicin varierer betydeligt på tværs af regionerne. Den højeste andel finder man i Region Hovedstaden, mens den laveste andel ses i Region Nordjylland.

I 2016 søsatte Danske Regioner sammen med den daværende regering og KL et nationalt kvalitetsprogram, der bl.a. indeholdt otte nationale mål for sundhedsvæsenet. Et af målene drejer sig om at styrke indsatsen for kronikere og ældre patienter, herunder patienter med demens. Med henblik på at følge udviklingen i de nationale mål er der defineret et antal målbare indikatorer, der opgøres årligt som nøgletal.

En af disse indikatorer er andelen (i procent) af borgere med demens, som har købt antipsykotisk medicin. Nøgletallene offentliggøres årligt på Danske Regioners hjemmeside.

Svagt faldende medicinforbrug

Nøgletallene blev senest opdateret i maj 2019 og dækker indtil videre perioden 2014 til 2017. Ved seneste måling i 2017 var landsgennemsnittet for andelen af borgere i behandling med antipsykotisk medicin 19,2%. Region Hovedstaden (22,1%) ligger over landsgennemsnittet, Region Nordjylland (14,5%) og Region Sjælland (16,1%) ligger under, mens Region Syddanmark (19,0%) og Region Midtjylland (19,4) ligger lige omkring gennemsnittet.

Det fremgår endvidere, at andelen af borgere, der er i behandling med antipsykotisk medicin, er faldet en smule fra 2014 til 2017 i fire af de fem regioner. Dog ikke i Region Midtjylland, hvor andelen er steget en smule.