Musikterapi bidrager til at dæmpe urolig adfærd
Musikterapi omfatter forskellige typer af aktiviteter så som vokal eller instrumental improvisation, sang, dans eller bevægelse eller at lytte til musik. Musikterapi praktiseres ofte i grupper, men i det aktuelle studie undersøgtes effekten af individuel musikterapi to gange per uge på henholdsvis uro, livskvalitet og medicinforbrug. Deltagerne, der var i alderen 66 til 96 år, blev rekrutteret fra 14 plejeboligcentre i Norge og Danmark. To tredjedele var kvinder og flertallet kom fra Norge. Alle havde symptomer på uro (agitation) og flertallet var i behandling med psykofarmaka.
Musikterapeuterne var universitetsuddannede og arbejdede ud fra en personcentreret tankegang. De var blevet særligt instrueret i, hvordan musikterapi kan anvendes ved demens. Hyppigheden og graden af urolig adfærd blev registreret ved hjælp af Cohen-Mansfield Agitation Inventory, mens livskvalitet blev målt ved hjælp af Alzheimer's Disease-Related Quality of Life.
Studiet anvendte et såkaldt overkrydsningsdesign, hvor halvdelen af deltagerne via lodtrækning blev fordelt til en gruppe, der modtog musikterapi, mens den anden halvdel fik vanlig pleje og omsorg. Efter seks uger byttede deltagerne roller, så dem, der tidligere fik musikterapi, nu fik almindelig pleje og vice versa. Der var planlagt to sessioners af godt en halv times varighed per uge, og deltagerne modtog i alt omkring 10 sessioner i gennemsnit.
Musikterapi var forbundet med et signifikant fald i graden af urolig adfærd, samt en ikke-signifikant tendens til et fald i hyppigheden af urolig adfærd. Behandlingen var endvidere forbundet med en lille, ikke-signifikant øgning af livskvalitet samt et relativt mindre forbrug af psykofarmaka.
"De urolige og aggressive demensramte falder ofte til ro efter musikterapien. Musik kan ikke blot skabe tryghed og genkendelse, men også bruges til at regulere og skabe nærvær. Dette gør det muligt at nå personen på et følelsesmæssigt plan" anfører professor og musikterapeut Hanne Mette Ochsner Ridder ifølge Aalborg Universitets hjemmeside. Svaghederne ved studiet er det begrænsede deltagerantal og manglende blinding af de interviewere og pårørende, der vurderede patienternes tilstand. Ridder vurderer imidlertid at resultaterne er så lovende, at der er behov for mere forskning på området.