Kan ginkgo biloba lindre demenssymptomer?

Af Kasper Jørgensen
Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
Ginkgo biloba har i følge en række systematiske forskningsgennemgange og meta-analyser af kliniske forsøg en gavnlig effekt på det mentale og praktiske funktionsniveau for personer med demens. Men der er ingen dokumentation for, at ginkgo biloba ligefrem skulle kunne mindske risikoen for demens.

Der foreligger efterhånden et stort antal lodtrækningsbaserede (randomiserede) kontrollerede kliniske forsøg, hvor effekten af ginkgo biloba sammenlignes med enten placebo eller almindelige demenslægemidler i form af kolinesterasehæmmere til ældre med demens.

Resultaterne af forskningen er sammenfattet og analyseret i otte systematiske reviews og meta-analyser fra perioden 2009-2016.

Alzheimers sygdom og gingko biloba

Flertallet af systematiske reviews og meta-analyser konkluderer, at ginkgo biloba sammenlignet med placebo har signifikant effekt på det kognitive funktionsniveau og den praktiske funktionsevne i hverdagen hos ældre med Alzheimers sygdom. Forsøgene var typisk af seks måneders varighed og inkluderede sammenlagt omkring 1.500 patienter. 

Kliniske forsøg, hvor ginkgo biloba gives i kombination med kolinesterasehæmmere, tyder på, at kombinationsbehandling kan have større effekt på kognition og praktisk funktionsevne, end hvis behandlingerne gives hver for sig. Kvaliteten af disse forsøg er dog ikke optimal, og der er brug for mere og bedre forskning på området.

Forbedret kognition og praktisk funktionsevne

Kliniske forsøg med ginkgo biloba ved vaskulær demens og blandingsformer af Alzheimers sygdom og vaskulær (mixed dementia) viser tilsvarende positive effekter på kognition og praktisk funktionsevne.

Forsøgene med andre demenssygdomme omfatter sammenlagt omkring 1.150 patienter. Også forsøg med personer med forskellige grader af kognitiv svækkelse, der ikke opfylder kriterierne for demens – herunder aldersbetinget kognitiv svækkelse og mild cognitive impairment (let kognitiv svækkelse; MCI) – tyder på en mulig gavnlig effekt på det kognitive funktionsniveau, men antallet af forsøg er begrænset.

Positiv effekt på neuropsykiatriske symptomer

Der foreligger fem randomiserede kontrollerede forsøg, hvor patienter med neuropsykiatriske symptomer ved demens behandles med ginkgo biloba i seks måneder.

I fire forsøg, hvor ginkgo biloba sammenlignes med placebo, ses signifikant effekt på såvel neuropsykiatriske symptomer som det kognitive funktionsniveau. I et femte forsøg, hvor ginkgo biloba sammenlignes med kolinesterasehæmmeren donepezil, ses, at de to behandlinger har omtrent samme effekt på neuropsykiatriske symptomer og kognition. 

De fem forsøg omfattede sammenlagt mere end 1.300 patienter med Alzheimers sygdom eller vaskulær demens.

Ingen forebyggende virkning af gingko biloba

En meta-analyse af to randomiserede kontrollerede forsøg, hvor deltagerne blev fulgt i henholdsvis fem og seks år fandt ingen virkning af ginkgo biloba sammenlignet med placebo i forhold til risiko for udvikling af Alzheimers sygdom. De to forsøg omfattede sammenlagt knap 6.000 patienter.

Fakta om gingko biloba

  • Ginkgo biloba kaldes også tempeltræ og menes at være det ældste af de nulevende arter af træer. Træet, der stammer fra Kina, Japan og Korea, kan blive op til 1.000 år gammelt. Udtræk fra bladene har traditionelt været anvendt som naturlægemiddel.

  • Dyreforsøg viser, at ginkgo biloba udvider hjernens blodkar, hvorved blodgennemstrømningen øges, men udtrækket menes også at bedre mitokondriernes funktion, hæmme dannelsen af beta-amyloide plaques i hjernen og forbedre neurotransmissionen via signalstofferne glutamat, dopamin og acetylkolin.

  • Ginkgo biloba indtages i form af ekstraktet EGb761, typisk som lav dosis (120 mg dagligt) eller høj dosis (240 mg dagligt). De fleste kliniske forsøg viser stærkere effekt af højdosis- end af lavdosisbehandling.