Kaffe knyttet til nedsat risiko for demens

Af Kasper Jørgensen
Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
Indtagelse af koffein i form af kaffe, te eller cola er ifølge et stort amerikansk studie af ældre kvinder associeret med nedsat risiko for med tiden at udvikle demens og kognitiv svækkelse. Tidligere studier af midaldrende og ældre mænd har givet tilsvarende resultater. Så hvis man savner et argument for at invitere nogen på en kop kaffe, så er her endnu et.

The Women’s Health Initiative Memory Study (WHIMS) er et stort studie, der primært drejer sig om virkningen af hormonbehandling af ældre kvinder. Studiet, der blev sat i gang i sidste halvdel af 1990’erne, indsamlede imidlertid også oplysninger om kvindernes kostvaner – herunder deres indtagelse af koffeinholdige drikke som kaffe, te og cola.

Knap 6.500 kvinder fra 65-års alderen og opefter indgik i studiet. Kvinderne blev fulgt i op til 10 år og fik foretaget en systematisk vurdering af deres kognitive funktionsniveau en gang om året.

Statistisk justering

Sammenhængen mellem indtagelse af koffein og risiko for senere udvikling af demens eller kognitiv svækkelse blev undersøgt ved hjælp af statistiske modeller (proportional hazards regression) justeret for en række faktorer, der kunne påvirke sammenhængen – blandt andet alder, uddannelse, etnicitet, hormonbehandling, body mass index (BMI), søvnkvalitet, depression, rygning, alkoholforbrug samt et par helbredsvariable knyttet til hjertekarsygdom.

Signifikant nedsat risiko

Indtagelse af koffein over middel (gennemsnitligt 261 mg dagligt svarende til ca. 2,7 kopper kaffe) var associeret med ca. 26 % lavere risiko for senere udvikling af demens i forhold til et koffeinindtag under middel (gennemsnitligt 64 mg dagligt svarende til ca. 2/3 kop kaffe). Den nedsatte risiko udtrykkes i en såkaldt justeret hazard ratio på 0,74 (95 % konfidensinterval 0,56 til 0,99).

Indtagelse af koffein over middel var endvidere associeret med ca. 26 % lavere risiko for senere udvikling af kognitiv svækkelse generelt (kombinationen af let kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment (MCI) og demens) svarende til en justeret hazard ratio på 0,74 (95 % konfidensinterval 0,60 til 0,91).

Hjernens signalsystemer

Det aktuelle WHIMS-studie er blot det seneste af flere befolkningsundersøgelser af sammenhængen mellem kaffe/koffein og demens/kognitiv svækkelse.

Flertallet af studierne peger i retning af en tilsyneladende beskyttende virkning af kaffe mod demens.

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor indtagelse af koffein synes at påvirke risikoen for udvikling af kognitiv svækkelse. Men koffein er en såkaldt non-selektiv adenosinreceptor-antagonist, der påvirker aktiviteten i flere af centralnervesystemets signalsystemer, herunder det kolinerge system, der rammes ved Alzheimers sygdom. Ud over koffein indeholder kaffe også indholdsstoffer som fx polyfenoler, der har antioxidative egenskaber og måske kan medvirke til at beskytte hjernecellerne.