Arousalkurven
Arousal illustreres ofte med en kurve inspireret af Yerkes-Dodsons lov. Kurven kan anvendes som et refleksionsredskab, fx i undervisning, til at styrke forståelsen af sammenhængen mellem arousal, trivsel og funktionsevne.
Der er en direkte sammenhæng mellem hjernens arousal og en persons evne til at fungere i hverdagen. Både for lav og for høj arousal kan påvirke opmærksomhed, motivation og handleevne. I nogle situationer kan lav eller høj arousal dog være hensigtsmæssig fx når man skal sove eller hvis situationen kræver hurtig reaktion fx ved fare.
Ved tegn på for lav eller for høj arousal kan sansestimulerende tiltag iværksættes for at regulere arousal. Herved kan hjernens parathed matches med de krav aktiviteten forudsætter og på den måde understøttes personens funktionsevne i aktiviteten.